Nyhed

Tillidsmandskæmpen Hans Søgaard Hansen er død

Hans Søgaard Hansen, en af Fødevareforbundet NNF og Danish Crowns mest centrale tillidsmænd gennem en menneskealder, er pludselig gået bort.


Af Pia Rosager


Lørdag den 18. maj om morgenen stoppede Hans Søgaard Hansens engagerede tillidsmandhjerte pludselig - og alt, alt for tidligt.


Hans Søgaard Hansen blev kun 65 år. Og den sydfynske tillidsmand fra Danish Crown Fåborg fik kun lov at nyde sit otium i ganske få måneder efter 40 års-jubilæet og afskeden med kollegerne i januar i år.


Hans Søgaard Hansen var ikke ”bare” tillidsmand på sin egen virksomhed. Han var også en af drivkræfterne bag – og gennem 12 år formand for - den mest indflydelsesrige tillidsmandsgruppe i Fødevareforbundet NNF: Tillidsmandskollegiet i Danish Crown.


Både på gulvet og direktionsgangen blev Hans Søgaard Hansen dybt respekteret som manden, der kæmpede med ordet frem for kniven.


Han kunne få arbejdsgivere og ansatte til at mødes om løsninger og ikke kun se hinanden som modstandere. Og han blev siddende ved forhandlingsbordet til alle muligheder var afsøgt inden slagteknivene blev lagt – på trods af slagterilukninger på stribe og masseafskedigelser af tusindvis af kolleger de seneste år.


Både kolleger og arbejdsgiversiden beskriver Hans Søgaard Hansen, som den joviale fynbo, der ”gik i folk med træsko på”, som man ville sige på hjemegen ved Fåborg. En mand, der kunne tale med høj som lav og formåede at skabe en ganske særlig samarbejdsrelation med ledelsen i Danish Crown.


-Hans valgte sine kampe med omhu. Der skulle meget til før det rolige sydfynske sind slog gnister. Men når han følte sig trådt på, fik arbejdsgiverne det underliggende temperament og stålviljen at føle, siger forbundskonsulent og mangeårig nær kollega, Jim Jensen. I de situationer lød detfra Hans Søgaard:


- Nu kan grisene få lov at blive så store, at vi kan stå op og se dem i øjnene !


I forbindelse med 40 års jubilæet, fremhævede Hans Søgaard Hansen også selv, at udviklingen fra at være modparter til samarbejdspartnere, er dét, der har gjort størst indtryk på ham i hans 40 år som slagteriarbejder og 26 år som fuldtidstillidsmand.


Han var imidlertid også knivskarp i sin kritik af Danish Crowns forsøg på at presse kollegernes lønninger ned de seneste år og kaldte det ”en lorteleg uden vindere”.


- Danish Crown giver os absolut ingen garantier for at bevare vores arbejdspladser i Danmark, selv hvis vi gik 20 procent ned i løn. Grisene vil stadig blive kørt til Tyskland, så længe kolonnearbejdere kan fås for 7000 kroner om måneden. Det er der ingen danske arbejdstagere, der skal konkurrere med, lød det desværre stadig aktuelle budskab fra Hans Søgaard.


Tak tillidsmand !


Hans Søgaard Hansen bisættes fra Fåborg Kirke lørdag den 25. maj kl. 10.30