Af Claus Gjedsig
Når den sidste ost produceres på Hjørring Mejeri den 27. maj vil under en snes af de omkring 87 medarbejdere i produktionen, være uden nyt arbejde eller under uddannelse.
– For hele mejeriet drejer det sig om 106 ansatte. 36 er allerede i nyt arbejde, og en halv snes er klar til at begynde i nyt job, når mejeriet lukker. Lige så mange går på efterløn eller pension. Og så er der en stor gruppe på omkring 45, hvor de fleste er i gang med en ny uddannelse, oplyser tillidsmand Svend H. Pedersen.
Bliver i branchen
En stor del bliver dog inden for branchen. 16 har fået arbejde på Bislev Mejeri, mens andre er kommet til mejerierne i Holstebro og Taulov. Det drejer sig i alt om 23.
Desuden er 15 snart færdige med uddannelsen til industrioperatører, ligesom nogle stykker tager uddannelsen inden for lager og logistik.
Da Arla meldte ud for halvandet år siden, at man lukker mejeriet i Hjørring og flytter produktionen af oste til Taulov, blev der oprettet et forhandlingsudvalg, hvor medarbejderne kan få hjælp. Her har siddet repræsentanter fra Arla, tillidsfolkene og Fødevareforbundet NNF. Desuden har Jobcenter Hjørring været en positiv medspiller.
Stolt afdelingsformand
Afdelingsformand John Christiansen, Fødevareforbundet NNF Nordjylland, er glad og stolt over, at så mange medlemmer enten har fået nyt arbejde, eller er i gang med en uddannelse.
– Nordjylland er i forvejen hårdt ramt af arbejdsløshed, men mejeriarbejdere har ry for at være stabil og loyal arbejdskraft. Derfor har de ikke svært ved at finde nyt arbejde. Jeg er meget stolt af, at det kun er mellem 15 og 20 af vores medlemmer, der står uden arbejde, når mejeriet lukker. Jeg er sikker på, at de også finder et nyt arbejde. De er jo ikke bange for at skifte erhverv, siger John Christiansen.