Nyhed

Svineri!

Fødevareproducenter, der ikke sænker priserne på fødevarer efter fedtafgiften er fjernet, har et stort forklaringsproblem, mener Fødevareforbundet NNF

Fra 1. januar burde det være billigere for danske forbrugere at fylde indkøbskurven. Den bredt forhadte fedtafgift er fjernet efter flere års politisk kamp, og den planlagte sukkerafgift droppet.

Men i går kunne TV2-Nyhederne fortælle, at formanden for arbejdsgiverforeningen Danske Slagtermestre Leif Wilson Laustsen ikke planlægger at sætte prisen på sine varer ned – han undlader blot at lade dem stige.

-Det er noget forbandet svineri, mener forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast.

Forbundet har kæmpet mod de øgede afgifter på fødevarer, siden den tidligere borgerlige regering indførte fedtafgiften i 2011.

-Øgede afgifter betyder højere priser, og højere priser betyder, at folk enten køber mindre, eller vælger at køre syd for grænsen for at købe ind. Begge dele koster danske arbejdspladser. Derfor har vi kæmpet mod afgifterne – de rammer simpelthen vores medlemmer alt, alt for hårdt, forklarer Ole Wehlast.

Tag ansvar!
Da fedtafgiften trådte i kraft den 1. oktober 2011 var fødevareproducenterne ikke sene til at sætte prisen på deres varer op. De øgede omkostninger til statskassen blev derfor direkte finansieret af forbrugerne.

-Det var det vi frygtede, men vi var med på, at producenterne ikke havde andre valgmuligheder. Men vi er også helt fast i vores synspunkt, når det kommer til, hvad producenterne skal gøre i dag, hvor afgiften er væk: de skal sætte priserne ned. Alt er andet er dybt forkasteligt, mener Ole Wehlast.

Til TV2-Nyhederne forklarer Leif Wilson Laustsen de stadigt højere priser med, at der fortsat er en række afgifter, han skal betale til staten. Men den forklaring køber Ole Wehlast ikke:

-Fedtafgiften var en lukket afgift, der blev lagt direkte over på forbrugerne. De andre afgifter har hele tiden været der, og må naturligt have været en del af prisen, inden fedtafgiften blev indført. Jeg er enig med Leif Wilson Laustsen i, at der stadig er alt for mange afgifter på fødevareproduktionen, men det bliver svært at få opbakning til at få dem fjernet eller ændret, hvis ikke producenterne selv påtager sig et ansvar, og sænker prisen hver gang en afgift bliver fjernet!

Ifølge TV2 er det heldigvis ikke alle, der tænker som Leif Wilson. Landets største Supermarkeder har pr. 1. januar sat prisen på fedtholdige varer ned.