Nyhed

Fast pris på slagtesvin sikrer arbejdspladser

Tican i Thisted går utraditionelle veje for at have slagtesvin nok. Det betyder tryghed for de ansatte, mener tillidsmand Peter Uno Andersen.

Af Claus Gjedsig

Svineslagteriet Tican i Thisted kan fra i dag tilbyde deres leverandører en fast pris på slagtesvin. Den ligger på 11,90 kroner per kilo. Det svarer til 50 øre over noteringen fra i dag, mandag.

– Prisen er fast til udgangen af april, hvor den skal justeres igen. Vi håber, at de nye fastpris-kontrakter er så attraktive, at landmændene undlader at sende deres smågrise til Tyskland til opfedning, men lader dem blive i Danmark. Kontrakterne varer omkring den tid, det tager at fede et hold grise op, siger direktør Ove Thejls fra Tican.

Allerede fra morgenstunden rettede flere leverandører henvendelse til slagteriet.

Attraktive danske grise
– Jeg tror, at fastpriskontrakterne bliver attraktive, fordi de giver sikkerhed i budgettet for økonomisk pressede landmænd. Med sådan en kontrakt kan de budgettere med faste priser flere måneder frem.

Ove Thejls siger, at det primære er at få nok slagtesvin og dermed sikre beskæftigelsen.

– Men det giver altså også en meget vigtig signalværdi, at grisene er opvokset og slagtet i Danmark, siger Ove Thejls.

Tillidsmand Peter Uno Andersen er meget begejstret for initiativet. Ikke mindst set i skyggen af, at andelshaverne på generalforsamlingen stemte nej til, at Tican selv skulle producere slagtesvin.

Ser fremad
– Den afgørelse forstår jeg simpelthen ikke, men det er fortid. Nu ser vi fremad og disse kontrakter er noget af det mest positive, jeg længe har set. Det skaber i den grad ro og tryghed på arbejdspladsen. Mine kolleger føler sig mere sikre og det er med til at skabe et godt arbejdsmiljø. Kontrakterne er med til at sikre arbejdspladser på Tican, siger Peter Uno Andersen.

– Jeg tror på, at der kommer endnu flere tiltag på Tican. Vi er alle parate til at kæmpe for vores arbejdsplads. Som Thyboer er vi meget stædige, men også meget optimistiske. Med disse kontrakter er vi nået et langt og positivt skridt ind i fremtiden, siger han.

Godt initiativ
Forbundssekretær John Sørensen, Fødevareforbundet NNF, hilser langtidskontrakterne meget velkommen.

– De betyder, at vi kan beholde flere grise i Danmark og det er godt både for Tican og vores medlemmer. Det er meget vigtigt, at man er tryg i sin ansættelse. Det er den faste leverance af slagtesvin med til at skabe.

– Og så er det en fordel for leverandørerne af grisene, at de ved, hvor de står økonomisk. Disse kontrakter er et virkelig godt initiativ. Jeg håber, at rigtig mange af Ticans leverandører tager godt imod det, siger John Sørensen.