Nyhed

Interessante forslag fra Landbrug og Fødevarer

Afgiftslettelser, afbureaukratisering og bedre finansieringsmuligheder er blandt budene fra Landbrug og Fødevarer på, hvordan den danske konkurrenceevne kan forbedres. Interessant, mener Fødevareforbundet NNF

Af Emilia Maria van Gilse, foto Søren Zeuth

Det vrimler i disse uger med bud på, hvordan Danmark får vendt skuden og får skabt vækst og arbejdspladser.

I dag er Landbrug og Fødevarer kommet med deres bud, der har overskriften ”Bedre konkurrenceevne– flere jobs i virksomhederne”, og blandt kodeordene for hvordan det skabes, er afgiftslettelser, bedre finansieringsmuligheder og fjernelse af en række unødigt bureaukratiske regler.

-Vi er meget enige med Landbrug og Fødevarer i, at man netop ved at skrue på disse knapper, kan øge konkurrenceevnen, siger forbundsformand i Fødevareforbundet NNF Ole Wehlast.

Anden finansieringsmodel, tak
Til gengæld er Fødevareforbundet NNF ikke begejstrede for den måde Landbrug og Fødevarer vil finansiere afgiftslettelserne:

-Landbrug og Fødevarer anbefaler groft sagt, at man skal betale fjernelsen af afgifterne med nedskæringer i den offentlige sektor. Og det er vi meget uenige i. Vi mener godt, at man kan godt opnå det nødvendige provenu ved at opkræve afgifterne på en mere intelligent måde, forklarer Ole Wehlast.

Han opfordrer i stedet regeringen til at lave en gennemgang af alle afgifter, og på den baggrund sikre et afgiftssystem, der både leverer det ønskede provenu og den ønskede adfærdsændring, og som samtidig har så lille negativ påvirkning af konkurrenceevnen som mulig.

Til gavn for samfundet og medlemmerne
Samlet set er Ole Wehlast dog meget tilfreds med udspillet fra Landbrug og Fødevarer:

-Jeg er glad for, at Landbrug og Fødevarer anviser en vej til bedre beskæftigelse. Både i forhold til at ændre på afgiftssystemet, men også i forhold til at fjerne de bureaukratiske barrierer, der lige nu bremser for vækst i fødevareproduktionen. Jeg er slet ikke i tvivl om, at den positive beskæftigelseseffekt som forslagene kan få, også vil komme vores medlemmer til gode.