På Brørup Slagteri indfører de nu en rullende fire-dages uge. Det betyder 33 kollegaer skal fyres i starten af det nye år. Tillidsrepræsentanten har kæmpet hårdt for en social plan der får de fyrede videre.
73 % af kollegaerne på det tyskejede Brørup Slagteri stemte for, at der nu skal indføres en rullende fire-dages uge. Det betyder kort fortalt, at de skal arbejde 39 timer om ugen, fordelt over fire dage.
De har så fri en dag om ugen, og den fridag ruller uge for uge.
Med den rullende fire-dages uge er 33 kollegaer samtidig blevet fyret.
Tillidsrepræsentanten Bo Gert Christensen har arbejdet hårdt for, at virksomheden hjælper de fyrede videre.
- Det er vigtigt at vi tager hånd om de kollegaer der skal afskediges, og at vi sikrer de kommer videre, siger tillidsrepræsentanten.
Jobbank og samarbejde
Derfor er der også et tæt samarbejde mellem tillidsrepræsentanten, Fødevareforbundet NNF Sydjylland, Jobcenter Vejen og AOF Center Sydjylland.
- Vi skal køre en jobbank gennem fagforeningen over de næste måneder. Så kan vi hjælpe folk i gang med uddannelse eller videre i nyt job, forklarer Bo Gert Christensen og uddyber:
- Hvis vi selv skal bruge folk i den kommende tid, kan vi så også rekruttere fra jobbanken.
Virksomheder skal tage ansvar
Afdelingsformand i Fødevareforbundet NNF Sydjylland, Peder Pedersen, er godt tilfreds med det arbejde tillidsrepræsentanten på Brørup Slagteri har lagt for dagen:
- Det har været en hård kamp, men det er lykkedes Bo Gert Christensen at få virksomheden med på at stille et socialt beredskab til rådighed for de ledige. Jeg er meget tilfreds med, at selvom det holdt hårdt, så lykkedes det vores tillidsrepræsentant at få forhandlet en ordning på plads.
- Det er vigtigt, at virksomhederne tager et større lokalt og socialt ansvar, når man afskediger folk. Man skal hjælpe folk på vej, når man sender dem ud af døren. Og det er ikke kun når man afskediger i større i regi, understeger Peder Pedersen.