Når kreaturslagterierne i bl.a. Holstebro og Skjern lukker er der gode muligheder for nyt arbejde. Ingen ønsker at gå i gang med en uddannelse.
Tillidsrepræsentant Per Lund Nielsen, Kreaturslagteriet Vest i Holstebro, skal styre den jobbank, der er oprettet i anledning af, at Danish Crown lukker deres afdelinger i Holstebro, Skjern, Fårvang og Tønder. Det sker, fordi man bygger et nyt, stort kreaturslagteri Holsted.
Det betyder, at omkring 400 slagteriarbejdere mister deres arbejde, men meget tyder på, at det bliver få, der kommer til at gå ledige.
Tillidsrepræsentant Gunnar Sakshaug, Skjern, oplyser, at 85 procent hans kolleger har sagt ja til arbejde på det nye storslagteri i Holsted.
Pension
- Hertil kommer, at der er flere, som enten går på pension eller på efterløn, og andre har allerede fundet nyt arbejde. Da vi begyndte samtalerne med hver enkelt medarbejder i oktober var det under en snes i Skjern, hvis fremtid var usikker.
Situationen ser anderledes ud for de ansatte på Vest i Holstebro. Her har under en snes takket ja til at arbejde i Holsted, og det er alle polakker, oplyser tillidsrepræsentant Per Lund Nielsen.
- Afstanden er for stor. Mange vil få fire timer til og fra
arbejde hver dag, siger han.
Der er lavet en fælles jobbank for alle fire afdelinger. Per Lund
Nielsen bliver bestyrer. Desuden sidder tillidsrepræsentanterne
Lars Jørgensen, Fårvang, Gunnar Sakshaug, Skjern og en
administrativ medarbejder fra Tønder i jobbanken.
Danish Crowns socialplan er allerede trådt i kraft.
Samtaler
- Planen indebærer hjælp til de medarbejdere, som er blevet fyret. Det kan være alt fra penge til kurser til en økonomisk håndsrækning, hvis man vælger at flytte til Holsted.
- Vi har samtaler med hver enkelt om den pågældendes ønsker, men der er ingen, som er interesseret i at gå i gang med en uddannelse. De skyldes flere ting, men specielt økonomien. Tidligere fik man hundreder procent dagpenge i 80 uger, når man begyndte en uddannelse. I dag er det beskåret til 80 procent af dagpengene i 40 uger. Og det afskrækker, siger Per Lund Nielsen.
Mange vil gerne på kursus inden for specielt lager- og logistik samt bygge og anlæg. Og her efter mulighederne store for at få arbejdere senere.
- Der skal rigtig mange anlægsarbejder i gang specielt i det nordvestjyske område, så der bliver brug for arbejdskraft. Derfor ser jeg med fortrøstning på fremtiden, siger Per Lund Nielsen.
Gunnar Sakshaug og Per Lund Nielsen siger, at deres kolleger "har taget lukningerne af deres arbejdspladser pænt".
- Det siger sig selv, at det ikke r morsomt at stå uden arbejde. Mange mister hurtigt deres selværd. Her er det så vores opgave i jobbanken, bl.a. i samarbejde med jobcentrene, at få dem i gang igen, siger de.