Mejeriarbejder Claus Sørensen har en passion for elektrisk tog og i gang med at bygge tro kopier af nordjyske jernbaneanlæg. Han forventer aldrig at blive helt færdig.
Den 53-årige mejeriarbejder Claus Sørensen har en passion: han elsker elektrisk tog og er i øjeblikket ved at bygge et kæmpemæssigt anlæg op i en tidligere stald og lade på ejendommen uden for Aalborg.
- Alene planlægningen og tegningerne har taget over to år at lave, så det her er et livsprojekt. Jeg tror aldrig jeg bliver helt færdig, siger Claus Sørensen, der til daglig arbejder på Akafa i Aalborg.
Claus Sørensen legede ikke med elektrisk tog, da han var barn. Det var racerbaner hans brødre, faderen og Claus brugte meget fritid på. Men på et tidspunkt blev racerbanerne solgt og i stedet købte de elektrisk tog.
- Mine søskende og jeg var blevet voksne, og det var hyggeligt
at mødes en gang om ugen i vinterhalvåret og lege med tog,
fortæller Claus Sørensen, der for nogle år siden begyndte at bygge
på sit eget anlæg.
Fascineret
- Jeg har nok været fascineret af tog, siden jeg var barn og tænker med glæde tilbage på tiden, før verden gik af lave. Derfor besluttede jeg også, at mit anlæg skal være en tro kopi fra tiåret mellem 1958 og 1969, fortæller han.
Claus Sørensen kan lide gode, at tingene er helt i orden. Han er uddannet tømrer, så skelettet til det store anlæg er nøje udregnet og lavet med millimeters nøjagtighed.
Hans plan er at bygge nøjagtige kopier af anlæggene omkring banegårdene i Aalborg, Svenstrup og Hvalpsund. Han har brugt rigtig meget tid på at studere gamle sporplaner, finde fotos og læse bøger fra tiden.
- Det er ikke sjovt, hvis det ikke er hundrede procent nøjagtigt. Derfor har jeg også fotograferet mange af husene i områderne, som jeg ved også lå der i 1950' og 60'erne. Jeg har fået lov til at måle dem op, beskrevet, hvordan murstenene, tagene, vinduer og så videre så ud. Og planen er så, at jeg vil bygge tro kopier. Det tager selvfølgelig meget tid, men det er utroligt spændende, fortæller Claus Sørensen, der bygger sit anlæg i størrelsen H0, hvilket svarer til størrelsesordenen 1:87.
Det skal være sjovt
- Det vigtigste for mig er, at jeg har det sjovt, men jeg glæder mig selvfølgelig til, at de første lokomotiver kører på banen, siger Claus Sørensen, der forventer at lægge omkring 500 meter skinner.
Han har i øjeblikket omkring 50 lokomotiver, 100 personvogne og 250 godsvogne. Og der kommer hele tiden nye ting til. Claus Sørensen er ofte inde på diverse auktions-sider.
Det er dog ikke kun størrelsen H0, der har hans interesse. Claus Sørensen interesserer sig også for den noget større udgave Spor 1 (1:32) og håber med tiden også at kunne bygge et anlæg med det på loftet.
- Men det er et projekt, der ligger langt ude i fremtiden, siger
han.
Claus Sørensen har en anden passion, nemlig tegneserie-hæfter.
Hans samlermani begyndte - som så meget andet - ved en tilfældighed
og i dag har han således en næsten komplet samling af danske Anders
And-blade. Ud af de omkring 3000, der er udkommet, mangler han kun
18.
Læser dem ikke
- Jeg har selvfølgelig et pænt eksemplar af det første Anders And, der udkom i 1949, men mærkeligt nok er det ikke det sværeste at få fat på. Det er nummer 2, fortæller Claus Sørensen, der troligt køber det nye eksemplar af bladet hver uge. Men han læser det ikke. Det bliver pakket i en plastlomme og lagt til samlingen.
- Og så har jeg alle Batman-bladene, og langt de fleste blade med Superman og Tarzan. Men den store interesse ligger altså hos Anders And og i øvrigt alt, hvad der findes af produkter fra Walt Disney fra tiden før 1970, fortæller Claus Sørensen.