Af Morten Torbjørn Andersen
Venstre har på deres sommergruppemøde præsenteret et udspil til en reform af det danske beskæftigelsessystem.
Under overskriften ”Hurtigere i job” forslår Venstre en besparelse på beskæftigelsesindsatsen på 1,5 milliard i 2014, stigende til fire milliarder i 2020. De penge skal ifølge udspillet gå til skatte- og afgiftslettelser.
Uddannelse står særligt for skud i reformudspillet. De seks ugers selvvalgte uddannelse, som ledige i dag har ret til, forslår Venstre afskaffes. Fødevareforbundet NNFs medlemmer er nogle af de flittigste brugere af den selvvalgte uddannelse.
- Selvvalgt uddannelse til ledige virker til at opkvalificere og omskole, så det ville være et slag i ansigtet på de ledige at afskaffe det. Vi kan se at vores medlemmer kommer i job på baggrund af de kurser de tager, siger Ole Wehlast, forbundsformand i Fødevareforbundet NNF.
"Venstre har foragt for de ledige"
Venstre skriver i deres reformforslag, at de seks ugers selvvalgte uddannelse skal afskaffes, fordi ”udbuddet er enormt – der udbydes kurser i mindfulness, meditation og girafsprog”. Ole Wehlast er forarget over Venstre udlægning af den selvvalgte uddannelse.
- Det er hovent at udstille den selvvalgte uddannelse på den måde. Vores medlemmer tager kurser der er direkte målrettet arbejdsmarkedet. Endnu engang viser Venstre, at de kun har foragt for de ledige – det menneskesyn Venstre lægger for dagen er usmageligt, siger forbundsformanden.
Også voksenlærlingeordningen står for skud i Venstres reformforslag. Venstre foreslår at man først kan starte som voksenlærling når man er for eksempel 30 år, i stedet for de 25 år der gælder i dag. Ole Wehlast er utilfreds:
- Voksenlærlingeordningen handler jo netop om, at vi skal give folk der har etableret sig med hus, børn og bil mulighed for at tage en uddannelse. Jeg forstår simpelthen ikke Venstres logik.
A-kasse som jobformidler
I Venstres reformudspil forslås det også, at arbejdsmarkedsparate ledige selv skal kunne vælge hvor deres jobsøgning skal forankres – hos jobcenteret, i a-kassen eller hos en privat aktør.
Det er et af de få positive elementer i udspillet mener Ole Wehlast:
- I a-kasserne kender vi den ledige og vi kender faget og branchen. Derfor er der meget fornuft i, at a-kasserne kan være udgangspunktet for jobsøgningen. Det er også noget vi allerede arbejder meget med i Fødevareforbundet NNF, og vi er netop nu i gang med at forfine hvordan vi skaber kontakt mellem vores ledige kollegaer og virksomhederne.
Læs hele Venstres reformudspil her.