Virksomheden, der laver nikotintyggegummi, ekspanderer voldsomt. De 175 nye arbejdspladser er skabt på under et år
Af Claus Gjedsig. Foto: Henrik Bjerg
På under et år er der blevet ansat omkring 175 nye medarbejdere i produktionen på Fertin Pharma i Vejle. I dag er antallet af ansatte i produktionen på over 300 og tillidsrepræsentant Ole Nielsen tror, at der bliver ansat endnu flere i fremtiden.
– Det går forrygende godt. I disse år med global krise er det bare gået fremad for Fertin Pharma. Selv om produktionen på flere områder er blevet effektiviseret, har der alligevel været brug for flere medarbejdere. Jeg vil betegne det som en virkelig succeshistorie.
Fertin Pharma producerer udelukkende det medicinske nikotintyggegummi Nicotinell.
Tyggegummiet sælges over hele verden. Omkring halvdelen af produktionen i Vejle er såkaldt business to business, hvilket vil sige, at udenlandske firmaer sælger nikotintyggegummiet under eget navn. I Norden og flere lande i Europa sælges det som Nicotinell.
– Mange, der ønsker at trappe ned eller holde op med at ryge, føler, at nikotintyggegummi er den bedste løsning. Og vores produkter falder altså i folks smag over hele verden.
Fertin Pharma producerer omkring 2000 tons nikotintyggegummi om året.