Af Emilia Maria van Gilse
I årevis er det gået stejlt ned ad bakke med den danske svineslagteribranche. Millioner af danske svin bliver hvert år kørt til udlandet for at blive opfedet og slagtet, og med dem er tusindvis af danske arbejdspladser forsvundet.
Fødevareforbundet NNF har brugt enhver lejlighed til at gøre landmænd, politikere og slagterier opmærksomme på de voldsomme udfordringer, og endelig er protesterne blevet hørt.
Fødevareministeren, landbruget og slagterierne går nemlig sammen om at skabe en bedre fremtid for svineslagterierne i Danmark.
150.000.000 kroner
Fødevareminister Mette Gjerskov løftede i går sløret for, at hun vil bidrage med en støtteordning, der gør det økonomisk attraktivt for landmændene at investere i moderne staldanlæg til slagtesvin. 150 millioner kroner har hun afsat til ordningen.
Samtidig har både Danish Crown og Tican tidligere præsenteret investeringspakker, der honorerer landmænd, der nybygger eller ombygger staldanlæg og leverer deres svin til de to slagterier.
Alt i alt lysner det langsomt for den trængte branche.
Mandsmod
På slagterierne hilser tillidsrepræsentanterne de nye initiativer hjerteligt velkommen:
-Vi har flere gange langet ud efter fødevareministeren, fordi hun ikke har gjort nok for at redde vores arbejdspladser. Men det hun præsenterer nu, fortjener kun ros. Det kræver mandsmod for en minister på denne måde at tage handling og gøre noget konkret for at sikre arbejdspladser. Det, hun lægger op til, er et kvantespring for os, forklarer formand for tillidsmandskollegiet på Danish Crown Lars Mose.
Også forbundsformand Ole Wehlast glæder sig over de mange positiver toner:
-Det har set sort ud i meget, meget lang tid. Vi har råbt og skreget, men det har været svært at skabe forståelse for vores sag. Den forståelse har vi nu, og jeg er utrolig glad for, at der nu for alvor gøres en indsats for at bevare danske arbejdspladser, siger Ole Wehlast.
Beregninger fra Landbrug og Fødevarer viser, at de ordninger kan skabe op imod 3.000 nye arbejdspladser i fødevareindustrien – heraf størstedelen nye slagteriarbejdspladser.
Læs mere: