Danish Meat Company starter op med 37 i produktionen og 600 til 700 slagtninger om dagen. Når eksportaftale med Rusland er i hus øges antallet af medarbejdere til 65 og 4000 slagtninger om ugen
Af Claus Gjedsig. Foto: Axel Søgaard
Så slagtes der igen svin i Vrå. Mandag morgen blev de førte 300 slagterisvin leveret til Danish Meat Company. I begyndelsen forventer man at slagte mellem 600 og 700 svin om dagen. Antallet forøges i takt med, at man får flere leverandører, så man når op på maksimum, der er 4000 svin om ugen.
Der er i første omgang ansat 37 slagteriarbejdere i produktionen, men det tal ventes at stige til mellem 65 og 70 i løbet af nogle måneder.
Det er tredje gang inden for få år, man forsøger at drive et svineslagteri i Vrå under navnet Danish Meat Company. Første gang holdt slagteriet stand fra 2006 til 2008, og anden gang i 2010 i kun 11 uger.
-Tredje gang er lykkens gang. Vi alle sammen meget optimistiske og har pionerånden. Det er nærmest, som at komme hjem, siger tillidsmand Bøje Sørensen, der også havde hvervet de sidste to gange slagteriet var i gang.
Slagteriet har fået flere hundrede henvendelser om arbejde, og så godt, som alle ansatte har tidligere arbejdet på slagteriet i en eller to omgange.
I første omgang slagtes, udbenes. opskæres, pakkes og sendes kødet fra slagteruet i Vrå, men det er planen, at man også skal i gang med forædling på et tidspunkt.
Det er den russiske fødevareproducent Sergei Medvedev, der er manden bag det nyåbnede slagteri.
Jack Skaaning, 47, er udnævnt til direktør og manden, der har skabt kontakt til leverandørerne.
-Vi forventer at eksportere omkring 80 procent af produktionen til Rusland, men den endelige aftale er endnu ikke underskrevet. Det forventer jeg, at den bliver i løbet af kort tid, siger han.
For afdelingsformand i Fødevareforbundet NNF Nordjylland, John Christiansen, er genåbningen af slagteriet glædeligt og positivt.
-Det er fantastisk, at så mange er tilbage på deres gamle arbejdsplads. Selv om de har været væk længe, kan de gå direkte ind og udføre et hundrede procent professionelt arbejde.
-Jo, det er glædens dag, ikke bare i Vrå, men i hele Nordjylland, siger John Christiansen.