-Det er positivt hele vejen rundt.
Sådan beskriver forbundssekretær på mejeriområdet Poul Erik Faarkrog den analyse PensionDanmark har fået lavet af effekten af deres sundhedsordning.
Analysen viser, at det korte sygefravær er faldet med 15 %, mens det lange sygefravær (over 3 uger) er faldet med 20 %, siden ordningen blev indført i 2005. På Arlas mejeri i Taulov er sygefraværet ligefrem halveret, skriver FoodSupply.
Sundhedsordningen er et supplement til medlemmernes pensionsordning, der giver dem mulighed for at få forebyggende behandling hos fx fysioterapeut, massør, zoneterapeut eller kiropraktor.
Analysen konkluderer samtidig, at effekten af sundhedsordningen er størst på de store virksomheder, hvilket sandsynligvis skyldes, at store virksomheder ofte har en personalefunktion, der gør medarbejderne opmærksomme på tilbuddet.
Det bliver endnu bedre
Poul Erik Faarkrog er godt tilfreds med, at sundhedsordningen virker:
-Det gavner naturligvis virksomhedens konkurrenceevne, at sygefraværet bliver mindre, men det betyder også rigtig meget for vores medlemmers privatøkonomi, at de kan slippe for at gå så længe på sygeløn eller sygedagpenge. Og så er det ikke mindst en gevinst for deres livskvalitet, at de ikke går rundt og har ondt i kroppen, forklarer han.
Han forventer desuden, at sygefraværet på mejerierne vil falde yderligere, når effekten af Hurtig Diagnose slår igennem.
Sundhedsordningen blev udvidet med Hurtig Diagnose pr 1. marts 2012. Hurtig Diagnose sikrer, at medarbejderen hurtigt kommer i gang med den rette behandling eller operation. Både behandling og operation foregår i det offentlige sundhedssystem, og den syge medarbejder får tilknyttet en sygeplejerske, der hjælper med at koordinere alt det praktiske for medarbejderen.
Fokus på ordningerne
Undersøgelsen fra PensionDanmark viser det sort på hvidt, og heller Poul Erik Faarkrog er i tvivl. Sundhedsordninger er til gavn for medarbejderne, virksomhederne og samfundet. Derfor er det også planen, at man også fremover vil sætte øget fokus på, hvordan sundhedsordninger kan hjælpe dagligdagen ude på landets virksomheder:
-Vi vil inddrage arbejdsmiljørepræsentanterne i arbejdet omkring sundhedsordninger. De kan blandt andet være med til at hjælpe virksomheden med at finde ud af, hvilke arbejdsstationer, der belaster medarbejdernes krop. Derfor afholder vi i januar to 2-dags kursus for alle arbejdsmiljørepræsentanterne på mejeriområdet, forklarer Poul Erik Faarkrog.