Vordende mejerister skal også have mulighed for at vise deres kunnen ved de årlige de årlige mesterskaber for fagenes unge udøvere. Fra 2014 skal mejerifaget være med DM i Skills, som er betegnelsen for denne opvisning af de færdigheder, elever fra diverse fag kan præstere.
Fra Fødevareforbundet NNF's rækker har elever blandt både slagtere, bagere og konditorer stort udbytte af at være med i konkurrencen om at blive landets bedste i sit fag. Nu har det faglige fællesudvalg i mejerifaget besluttet at opstille som målsætning at være med fra 2014.
Udfordringen ligger i at finde ud af, hvad mejerifolkene skal konkurrere om. Mens det f.eks. er let nok for en konditor at vise, hvad han kan med marcipan og glasur i løbet af tre dage, så kan en mejerist ikke bare kreere en ost på samme tidsrum. Så der forestår en ideudvikling om, hvordan de unge mejerister kan komme til at arbejde videre med halvfabrikata i løbet af begivenheden med Skills, som foregår samlet for alle fagene ved én event.
Men den udvikling ser forbundssekretær for mejeriområdet i Fødevareforbundet NNF Poul Erik Faarkrog hen til at være med til at løse! Og her vil nuværende elever blive inddraget, lover han.
Næste DM i Skills finder sted i januar i Århus. Her er detailhandelen i øvrigt et nyt indslag blandt de konkurrerende.