Landbrug & Fødevarer er på vej med en stævning mod staten. Landbrugets hovedorganisation mener, at den nye lov om randzoner og de ændrede regler om vedligeholdelse af vandløb skader så voldsomt, at det vil betyde nedlæggelse af landbrug.
Inden stævningen er færdig, skal man have fundet nogle eksempler på landmænd, der rammes hårdt. Disse eksempler vil man finde over hele landet, men med fokus på det midtjyske område.
Landbrug & Fødevarer kræver, at loven om randzoner enten laves om, eller at landmændene får fuld erstatning.
– Jylland er Danmarks spisekammer, men reduceret grødeskæring og randzoner får konsekvenser for hele landet. De indgreb, staten har foretaget, er meget drastiske. Derfor er det vigtigt, at man endnu en gang tænker sig grundigt om og går mere fagligt og videnskabeligt til værks, siger miljøpolitisk medarbejder ved Hedens & Fjordens Landsbrugscenter Helle Borum.
14/09/12