Nyhed

KONGRES: Skrotpræmie til svineproducenter

Forbundsformand Ole Wehlast vil præmiere landmænd, der erstatter udslidte staldanlæg med nye miljøvenlige anlæg

Svineproducenter skal have en skrotpræmie, hvis de erstatter gamle udslidte stalde med nye miljøvenlige anlæg.

Det foreslår forbundsformand Ole Wehlast, som på den måde vil ruste danske landmænd i konkurrencen med kollegerne syd for grænsen.

Omkring otte millioner smågrise eksporteres hvert år til opfedning og slagtning i Tyskland. Fødevareforbundet NNF mener, at det ville give 5000 job, hvis de i stedet blev opfedet og slagtet i Danmark.

Men det kræver, at danske landmænd får bedre vilkår i konkurrencen med de tyske bønder, som har forskellige fordele, bl.a. vedrørende moms og tilskud til staldbyggeri.

Præmie for nye anlæg
- Lad os give en skrotpræmie til dem, der nedlægger slagtesvineproduktion på gamle anlæg, der hvor de er mest miljøbelastende. Det kan være anlæg tæt på bebyggelse - eller det kan være anlæg, placeret i miljøfølsomme områder. Det vil samtidig kunne løse nogle af de miljøproblemer, der er forbundet med slagtesvineproduktion og det øge slagtesvineproduktionens konkurrenceevne, sagde Ole Wehlast i sin kongresberetning.

Forudsætningen for at få præmien skal være, at der opføres et nyt miljøvenligt anlæg.

Øget automatisering
Forbundsformanden slår også til lyd for øget automatisering som middel til at styrke fødevareindustriens konkurrenceevne.

- Jeg tror, vi kan få en mere intelligent automatisering, end den vi hidtil har set. Og automatisering skal gå hånd i hånd med bedre arbejdsmiljø, bredere jobindhold og kompetenceudvikling af vores medlemmer, fastslår Ole Wehlast.

Hvis rammevilkårene er i orden kan automatisering styrke konkurrenceevnen, så vi bevarer arbejdspladserne i Danmark.