Af Emilia Maria van Gilse, illustration Lars-Ole Nejstgaard
-Det er og bliver en negativ spiral. Lønnedgangen kommer til at brede sig som ringe i vandet. Fra arbejdsplads til arbejdsplads. Uden at det løser nogen problemer overhovedet.
Sådan beskriver forbundsformand Ole Wehlast fra kongressens talerstol en af arbejdsgivernes yndlingsomkvæd.
-Det er nu skal vi holde fast venner. Lønnedgang er ikke løsningen på krisen. Lønnedgang er ikke den vej, vi skal gå i Danmark. Jeg ved godt, at nogle arbejdsgivere kunne ønske sig noget andet. Men det er ikke en løsning, at vores medlemmer skal gå ned i levestandard. Aldrig må det ske.
Og hvis nogen stadig tror, at lønnedgang kan være en løsning på virksomhedernes røde bundlinjer, så genopfrisker Ole Wehlast deres hukommelse:
-Lad mig lige et øjeblik opholde mig ved virksomheden ”Kreatina” – som var en kødforædlingsvirksomhed, der lå i Bjæverskov. På Kreatina gik de ansatte med til en generel lønnedgang. De ville redde virksomheden. Men hvad skete der? Jo, nu er virksomheden lukket. Og de ansatte fik ingen kredit for deres lønnedgang.
Til gengæld slår han fast, at der findes andre løsninger, der både er bedre og mere langsigtede:
-Vejen frem er: For det første ansvarlige overenskomster, for det andet udvikling af virksomhederne og for det tredje uddannelse af medarbejderne