Nyhed

KONGRES: Mere fagforening for færre penge

Projekt Fællesskabsløsninger anviser vejen til at lave fagligt arbejde med færre medlemmer og dermed for færre kontingentkroner

Af Poul Damgård, foto Søren Zeuth

At blive bedre for færre penge!

Det er i al sin enkelthed målet med Projekt Fællesskabsløsninger, som skal ruste Fødevareforbundet NNF til fremtidens udfordringer.

Eller som forbundsformand Ole Wehlast udtrykte det i sin fremlæggelse for kongressen:

-Vi har ikke så mange medlemmer, som vi havde før. Derfor har vi ikke de penge, vi havde før. Men medlemmerne forventer stadig, at vi er en velfungerende fagforening, der kan løse de opgaver en moderne og rigtig fagforening skal løse.

Forening og forretning
Projektet består af et katalog med en række anbefalinger for udviklingen af hvert arbejdsområde i organisationen. Områderne opdeles i en foreningsdel og en forretningsdel. Foreningsdelen er enkelt udtrykt hele det demokratiske system med palletten af fagligt arbejde, mens forretningsdelen selve driften og udmøntningen af de beslutninger, som tages i foreningsdelen.

Strukturelt er der flere anbefalinger. Antallet at valgte personer skæres ned, både i forbundsdelen og i afdelingerne, samtidig med at tillidsrepræsentanternes rolle styrkes. Der skal således være seks tillidsrepræsentanter i hovedbestyrelsen mod nu fire, og dette tredje ben i organisationen skal hermed ligestilles med henholdsvis forbundsdelen og afdelingerne i hovedbestyrelsen.

Implementeringsledelse
A-kassen er et af de områder under forretningsdelen, hvor der lægges op til ganske markante ændringer i struktur og arbejdsform. Opgaverne skal samles i relevante ”klumper”, der placeres i forbundshuset og i de syv lokalafdelinger, alt efter hvor det er mest hensigtsmæssigt.
A-kassen får en ledergruppe på tre personer; to fra lokalafdelingerne og så en forsikringschef fra forbundshuset.

Processen med at gennemføre Projekt Fællesskabsløsninger skal forestås af en implementeringsledelse bestående af afdelingsformændene og forbundsformand og næstformand fra forbundshuset.