-Vi har igennem flere år oplevet, at fødevarebranchen er blevet pålagt alle mulige og umulige afgifter. Hver eneste gang koster det arbejdspladser. Derfor opfordrer vi regeringen til at indføre et afgiftstop, sådan at vi i fred og ro kan give hele det danske afgiftssystem et tiltrængt serviceeftersyn, siger forbundsformand Ole Wehlast.
Fødevareforbundet NNF har i samarbejde med virksomheder og organisationer netop færdiggjort en ny rapport om branchens fremtidsmuligheder. Rapporten bliver fremlagt på Fødevareforbundet NNFs kongres, der i kommende dage afvikles i Aalborg.
Siden 2000 har industrien mistet 20-25 procent konkurrenceevne og 10.000 jobs er nedlagt. Perspektiverne for en fortsat udvikling af fødevareindustrien er derfor afhængige af, at virksomhederne fortsætter med at styrke konkurrenceevnen og at grundlaget for produktion øges.
-Der er ikke bare én løsning, hvis vi skal sikre beskæftigelsen i Danmark. Først og fremmest skal vi lade være med at skære den gren over, vi sidder på, ved at indføre afgifter uden at vi har lavet et klart beskæftigelsesmæssigt regnskab, siger Ole Wehlast.
-Dernæst skal vi styrke indførelsen af ny robotteknologi, fordi vi må erkende, at vejen frem til øget produktivitet går igennem ny teknologi. Ganske vist koster det nogle arbejdspladser på den korte bane, men det er en forudsætning, hvis vi overhovedet ønsker moderne industrivirksomheder og vil fastholde arbejdspladser i Danmark.
Rapporten peger på, at der til gengæld må stilles øget krav om uddannelse til medarbejderne.
-Vi må investere langt mere i uddannelse og efteruddannelse. Når opgaverne bliver nogle andre, må vi sikre, at medarbejderne i industrien har de nødvendige kompetencer og er klar til at påtage sig opgaverne. Ellers vil udflytningen af jobs til udlandet fortsætte, som vi har set det i alt for mange år, siger forbundsformand Ole Wehlast.
Rapporten, der er udarbejdet af Instituttet for Fødevarestudier og Agroindustriel Udvikling, IFAU, vurderer samtidig, at der store uudnyttede potentialer i fødevareindustrien. En vækst i dansk landbrug på 20 procent er ikke urealistisk. Det kan føre til at fødevareindustriens omsætning i 2020 kan nå op mod 150 mia. kr., svarende til en fremgang på ikke mindre end 25 mia. kr.
Fødevarebranchen selv vurderer, at en øget produktion i dansk fødevareindustri sagtens kan afsættes til det globale marked, så de vigtigste begrænsende faktorer for vækst i industrien er råvaregrundlaget, stramme rammebetingelser og manglende konkurrencedygtighed.
Læs rapporten ”Fødevareproduktion i Verdensklasse”.