Af Emilia Maria van Gilse, foto Søren Zeuth
-Regnebrættet viser, at vi har mistet 138.000 jobs under finanskrisen. Det er 138.000 slagtere, skolelærere, bryggeriarbejdere, bagere, sygeplejersker og lagerarbejdere, der har mistet deres arbejde. Det er 138.000 færre, der skal smøre madpakke til frokosten med kollegerne i frokoststuen, varebilen eller skurvognen. Det er 138.000 for mange.
-Venner: Vi skal have jobbene tilbage på en holdbar måde – så de ikke kun er der, når det går allerbedst. Det kræver både, at vi satser på at få gang i økonomien, styrker vores kvalifikationer og alle bidrager til at styrke virksomhedernes konkurrenceevne.
Sådan lød ordene fra finansminister Bjarne Corydon, da han torsdag besøgte Fødevareforbundet NNFs kongres. Og han tilføjede, at netop opgaven med at få vendt ledighedskurven, har fyldt næsten alle hans vågne timer, siden han tiltrådte som finansminister for et år siden.
Uddannelsesløft
Finansministeren slog desuden fast, at uddannelse er og bliver et nøgleord:
-Uddannelse er en hovedprioritet for regeringen. Ambitionen om at gøre næste generation til den dygtigste nogensinde er vores vigtigste nøgle til fremtidig velstand og velfærd. Derfor ønsker vi også at give ledige et uddannelsesløft, så ufaglærte ledige kan blive faglærte eller foretage et sporskifte til en branche med bedre jobmuligheder. For det er jo det alle ledige ønsker sig allermest: Et job!
Til gengæld afviste han – som statsministeren tidligere har gjort det – at øge dagpengeperioden:
-Hvis jeg skal være ærlig vil jeg hellere bruge alle mine vågne timer og mine sparsomme penge i statskassen på at få folk i arbejde, for det er vel det, der handler om, i stedet for at kæmpe for at de kan få lidt flere måneder på dagpenge. Det er under alle omstændigheder en stakket frist.
Skattereformen hindrer social dumping
Et af forbundets helt store mærkesager gennem de senere år har været kampen mod social dumping. Og her har regeringen rakt forbundet en hjælpende hånd:
-Med skattereformen har vi desuden gjort det mindre attraktivt for lavtlønnet arbejdskraft med bopæl i udlandet at søge job i Danmark. Dermed skærmer vi jer og jeres medlemmer bedre mod social dumping og unfair konkurrence fra udenlandske virksomheder, der arbejder i Danmark.