-Det handler om at etablere en dialog med arbejdsgiverne, så vi kan sikre bedre rammevilkår, og så vi kan samarbejde om udviklingen af medarbejdere til fremtidens job. Vi skal være med til at skabe værdi og beskæftigelse. Og det skal vi gøre ved at sørge for, at medarbejderne bliver inddraget i alle processer så tidligt som muligt. Dermed kan de hjælpe med til, at virksomhederne får truffet de bedste beslutninger.
Forbundssekretær Tage Arentoft slog i sin afrapportering til kongressen fast, at selvom det er hårde tider for fødevareindustrien, så er det muligt at tænke anderledes, og det er muligt at komme ud af krisen – uden at det kommer til at handle om lønnedgang:
-Det kan godt være, at vi ikke kan undgå sangen om lønnedgang, men ind imellem skal der et nyt omkvæd til. Jeg ser gerne et omkvæd, der handler om innovation, værditilvækst i produktet, inddragelse og kompetenceløft til fagligt niveau. Kun ad den vej kan vi holde fast i en fortsat varig forbedring af produktiviteten på fødevarevirksomhederne i Danmark.
-Hvis vi vil fastholde væksten i Danmark, kræver det, at vi også i fremtiden har produktionsvirksomheder. Det må være overenskomstfølgegruppens og hele forbundets dagsorden.