Landbrugsminister Mette Gjerskov (S) giver nu Fødevareforbundet NNF, Dansk Industri, Landbrug og Fødevarer og Dansk Erhverv håndslag på at regeringen ikke planlægger flere fødevareafgifter, og at der arbejdes intenst på at afskaffe fedt -og sukkerafgifterne.
JEG HAR HØRT JERES PROTESTER ! sagde Mette Gjerskov højt og med understregning på Fødevareforbundet NNFs kongres i Ålborg.
Her er hun i krydsild med både arbejdsgivere og fagbevægelsen.
Anledningen er en ny rapport, der viser at Danmark har det suverænt højeste afgiftstryk i EU. Og at de samlede fødevareafgifter svarer til lønsummen på 25.000 produktionsabejdspladser. Det er konsekvensen af at politikerne på Christiansborg har ladet afgifterne på danskernes mad stige med 70 % på bare 3 år.
I kroner og ører betyder det, at de danske fødevareafgifter stiger fra 5 mia kr i 2010 til 9.4 milliarder kr. i 2013.
Rapporten er udarbejdet af Karen Hamann fra Institut for Fødevarestudier og Agroindustriel udvikling(IFAU).
Forbundsformand Ole Wehlast appelerer til politikerne om at sæte en stopper for afgiftsspiralen straks, så der ikke fyres flere fødevarearbejdere fordi produktionen flyttes ud af landet og forbrugerne kører til grænsebutikkerne:
-Lad nu være med at gemme jer bag undskyldningen om at I ikke kan blive enige om finansieringen, lyder opfordringen fra Ole Wehlast til både blå og rød blok på Christiansborg.
-Afgiftsstoppet skal bruges til at skabe vækst og arbejdspladser. Så kommer indtægterne af sig selv i form af flere arbejdspladser, skatteindtægter og eksport og sparede udgifter til arbejdsløse danskere!, siger Ole Wehlast.