Ledelsen på Kohberg i Bolderslev har gennem et lille års tid forsøgt at få medarbejderne ned i løn. En ny lokalaftale satte gang i en lavine af udfordringer
Tillidsrepræsentanterne på Kohbergs fabrik i Bolderslev kan se tilbage på en lidt heftig sommer.
I slutningen af 2012 opsagde ledelsen den daværende lokalaftale. Opsigelsen var begrundet i et ønske om at få medarbejderne ned i løn. Derfor fremlagde ledelsen en ny lokalaftale, som gjorde det billigere for virksomheden at have folk til at producere ugens syv dage.
Men tillidsrepræsentanterne på virksomheden afviste aftalen:
- En ting er, at vi skulle gå ned i løn. Men det bør i det mindste ramme alle nogenlunde lige hårdt. Den aftale virksomheden ønskede, ramte alt for skævt. Derfor sagde vi nej, forklarer tillidsrepræsentant Bent Johannsen.
Ledelsen var ikke tilfreds med den melding og truede derfor med at droppe alle planer om lokalaftaler og i stedet holde sig til hovedoverenskomsten.
Hvis ledelsen førte den trussel ud i livet, ville medarbejdernes løn- og arbejdsforhold blive yderligere forringede. Til gengæld ville virksomheden få svært ved rent faktisk at producere syv dage om ugen - hovedoverenskomsten lægger nemlig kun op til arbejde på ugens fem første dage.
En uenighed efter den anden
Situation på Kohberg var tilspidset, og på et tidspunkt valgte medarbejderne at nedlægge deres arbejde i protest. Men det lykkedes - efter flere møder mellem tillidsrepræsentanterne og ledelsen bistået af Fødevareforbundet NNF og arbejdsgiverorganisation - at nå frem til en ny lokalaftale. En aftale som godt nok forringede de hidtidige arbejdsvilkår, men som trods alt ikke ramte helt så skævt, som ledelsens første udkast lagde op til.
Dermed kom der på papiret ro på virksomheden. Men roen varede kun kort, for allerede efter få uger opstod der uenighed mellem tillidsrepræsentanterne og ledelsen om fortolkningen af den nye lokalaftale.
Henover sommeren blev der afholdt en lang række møder mellem tillidsrepræsentanterne og ledelsen og mellem Fødevareforbundet NNF og DI. Hver gang en tvist blev løst, opstod en ny kort tid efter.
Er en lokalaftale umagen værd?
At nye lokalaftaler medfører uenighed og kan give anledning til voldsom mødeaktivitet mellem tillidsrepræsentanter og ledelse, er ikke ualmindeligt. Men situationen på Kohberg har været udsædvanligt kompliceret, vurderer forbundssekretær på det fødevareindustrielle område Flemming dal Cortivo:
- Gennem de senere år har vi som forbund ofte set, at virksomhederne har brugt lokalaftalerne som adgang til at sætte medarbejderne ned i løn, og det siger sig selv, at et krav om lønnedgang ofte medfører stor modstand hos medarbejderne. Derfor er det vigtigt, at ledelsen fremfører deres ønsker med en respekt for medarbejderne, og det oplever jeg desværre ikke, at den lokale ledelse på Kohberg har været opmærksom på. Når forhandlinger om lokalaftaler ender i en hårdknude, så bærer både ledelse og medarbejdere ansvaret, mener han.
Han understreger samtidig, at lokalaftaler på mange måder kan have stor værdi for begge parter:
- Overenskomsterne er meget brede og kan i sagens natur ikke tage hensyn til specifikke forhold på de enkelte virksomheder. Det kan lokalaftaler. Men lokaleaftalerne bygger på princippet; noget for noget. Hvis virksomheden ønsker besparelser på lønomkostningerne, kan de ikke samtidig kræve øget fleksibilitet, fastslår Flemming dal Cortivo.
Han håber, at ledelsen på Kohberg har taget ved lære af den proces virksomheden har været igennem, så den nødvendige tillid mellem medarbejdere og ledelse kan genoprettes:
- En god forhandlingssituation, der munder ud i en god lokalaftale, kan være en stor styrke for virksomheden - men omvendt kan en vanskelig forhandling skabe splittese i virksomheden, og det betaler både virksomheden og medarbejderne en høj pris for.
Du kan læse meget mere om lokalaftaler i Substans nr. 3. 2012