Nyhed

Politisk sympati for skrotpræmie

Nu må den politiske velvilje følges op af handling, siger forbundsformand Ole Wehlast


Fødevareforbundet NNF’s forslag om en skrotpræmie til svineproducenter, som erstattet ældre, udslidte anlæg med moderne, miljøvenlige anlæg, vinder umiddelbart pænt gehør blandt politikerne.


-Det passer godt til den politik, som regeringen forfølger for at skabe stærkere vækst, beskæftigelse og økonomi, siger den socialdemokratiske fødevarepolitiske ordfører Orla Hav til Landbrugsavisen.


Venstres Henrik Høegh, tidligere fødevareminister, kalder forslaget fornuftigt. Den radikale Lone Loklint er på samme linje, men udtrykker dog en vis bekymring for økonomien og anbefaler, at Natur- og Landbrugskommissionen ser på den side af sagen.


Mest skeptisk er Dansk Folkepartis Jørn Dohrmann, som hellere vil bruge penge på at gøre det gratis for svineproducenterne at få en miljøgodkendelse.

-Der ser jo ud til at være politisk velvilje over for ideen, så nu håber jeg, det også kan omsættes i politisk handling, siger forbundsformand Ole Wehlast.

Svineproducenterne i Landbrug & Fødevarer har givet opbakning til skrotpræmien, som skal sikre øget produktion og mere beskæftigelse uden at det går ud over miljøet.