Af Pia Rosager
Medlemmer af Industriens Pension, der f.eks. får kræft, en blodprop eller andre alvorlige sygdomme, kan få udbetalt en forsikringssum – også selvom de er uden arbejde. Det skyldes, at forsikringerne fortsætter, selvom indbetalingerne til pensionsordningen er stoppet.
Fra 12 til 36 måneder
Før stoppede forsikringerne typisk 12 måneder efter den sidste indbetaling. Nu kan du forlænge forsikringerne i op til 36 måneder – altså tre år – efter du har mistet dit job.
-Med de nye regler får vores arbejdsløse medlemmer en bedre tryghed. Nu kan de være forsikrede i tre år og vide, at de kan få økonomisk hjælp, uden at de skal have penge op af lommen, siger Joan Alsing, forsikringsdirektør, Industriens Pension.
Hvis du gerne vil forlænge dine forsikringer, skal du blot logge ind på Min Side med NemID.
Udgiften til forsikringerne bliver trukket fra pensionsopsparingen. Du kan også vælge selv at betale for forsikringerne. Det koster cirka 500 kr. om måneden.
Hold fast i trygheden
Har du et dårligt helbred, er sygemeldt eller er ansat i fleksjob, er det en god løsning at fortsætte med at indbetale, da det kan være både svært og dyrt at komme med i et andet pensionsselskab.