Superkonsekvent håndtering og forebyggelse af arbejdslykker indbringer Tican Arbejdsmiljøprisen 2012.
Af Pia Rosager// Foto Jakob Boserup
-Vi vil simpelthen ikke acceptere arbejdsulykker, siger Ticans arbejdsmiljøkoordinator Ivan Kanstrup om baggrunden for, at Tican netop er løbet med Arbejdsmiljøprisen 2012 i kategorien arbejdsulykker.
I begrundelsen for at belønne Tican siger dommerkomiteen:
-På Tican er der kommet et skarpt fokus på reduktion af arbejdsulykker. Forebyggelse af arbejdsulykker er en naturlig del af deres daglige arbejde. Både medarbejdere, ledelse og virksomhedens arbejdsmiljøorganisation har arbejdet for, at indsatsen bliver fastholdt.
Det er lykkedes virksomheden at skabe læring, der anvendes i hele organisationen på grund af deres systematiske arbejde med arbejdsulykker og nærvedulykker. Ikke mindst arbejdsmiljøorganisationens konkrete handlinger for at forebygge har været med til at skabe resultater.
Helt konkret har medarbejderne mærket den øgede arbejdsmiljøindsats ved, at antallet af arbejdsulykker, der har medført fravær, er styrtdykket fra 129 ulykker pr. én million arbejdstimer til 28,5 ulykker pr. én million arbejdstimer. Blandt andet fordi, der tages hånd om den enkelte arbejdsulykke med det samme.
-I stedet for bare at rapportere det hændte, ringer jeg for eksempel straks til de berørte for at finde ud af præcis, hvad der er sket, hvad årsagen kan være og søger at finde ud af, hvordan vi sikrer at vi undgår en lignende ulykke fremadrettet, forklarer Ivan Kanstrup.
Samtidig er der investeret i forbedret sikkerhedsudstyr. Blandt andet knive med rundede spidser , så vildfarne knive ikke stikker gennem tøjet og øget brug af sikkerhedshandsker
-Vi vil ikke bare være de bedste. Vi vil være de allerbedste i en branche, der desværre traditionelt har været belastet af mange arbejdsulykker, siger Ivan Kanstrup.
Tillidsrepræsentant Peter Uno er stolt over, at Tican løb med prisen og roser både Ivan Kanstrup og virksomhedens ledelse for det skarpe fokus på arbejdsmiljøet.
-Jeg håber, det giver blod på tanden til at gøre det endnu bedre fremover, siger Peter Uno og fortæller at første initiativ allerede er sat i søen: Tican har besluttet at udvide med yderligere tre arbejdsmiljørepræsentanter i den nærmeste fremtid.