De nordiske fagforeninger, der organiserer fødevarearbejdere, kræver en bedre mærkningen af fødevarer. Forbrugerne skal kunne se lige præcis i hvilket land,varerne er blevet produceret
Af Emilia Maria van Gilse, foto Søren Zeuth
-Hvis forbrugerne skal kunne træffe fornuftige valg, når de putter varer i indkøbskurven, så er det nødvendigt, at man kan se lige præcis, hvor varerne er blevet lavet, fastslår forbundssekretær i Fødevareforbundet NNF Flemming dal Cortivo.
Han mødtes tidligere på måneden med sine kolleger i Nordisk Union for at diskutere forholdene for fødevarearbejdere i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Færøerne og Island.
Det der blandt andet binder de nordiske lande sammen, er de fødevarer, der bliver produceret af koncerner, der har virksomheder placeret rundt om i de nordiske landet. Det gælder fx Lantmännen, der har hovedsæde i Sverige, men som ejer danske virksomheder som fx Hatting og Schulstad. Et andet eksempel er norske Orka, der ejer Odense Marcipan og Kim’s, eller Arla, der har mejerier i 13 lande.
Større gennemsigtighed
Det er altid muligt at se, hvem der har ansvar for produktet, men det fremgår sjældent af mærkningen lige præcis på hvilken virksomhed, den pågældende vare er lavet.
Derfor kræver de nordiske fagforeninger, at fødevareproducenterne bliver bedre til at mærke deres produkter:
-Forbrugerne ved ikke, hvem der har forarbejdet pølsen, eller hvem der har lavet fløden. Produkterne kan være blevet lavet hvor som helst og af hvem som helst. (…) Vi kræver en tydelig mærkning, som viser af hvem produkterne er fremstillet, så forbrugerne kan foretage et bedre valg, hedder det blandt andet i den udtalelse, der blev vedtaget på mødet.
Flemming dal Cortivo understreger, at det især er et problem i forhold til de virksomheder, der laver produkter til superkædernes egne mærker – de såkaldte private lables:
-Her er det mere reglen end undtagelse, at man som forbruger ikke aner på hvilken virksomhed eller endda i hvilket land den pågældende vare er lavet. Hvis forbrugerne skal sikres bedre forhold, er det noget, der skal ordnes på tværs af de nordiske lande, og det er netop det, vi nu sætter fokus på i Nordisk Union.