Forbundsformand Ole Wehlast jubler over, at fedt- og sukkerafgifterne elimineres som led i et forlig mellem regeringen og Enhedslisten.
Af Poul Damgård, foto Søren Zeuth
Fedt- og sukkerafgifterne elimineres. Det bekræftes af det politiske billede på Christiansborg hvor finansminister Bjarne Corydon snart kan præsentere et forlig med Enhedslisten, som indeholder de to madskatters bortfald.
Og det vækker stor glæde i Fødevareforbundet NNF, som har ført en lang og sej kamp for at slippe for de to afgifter.
-Det er fantastisk glædeligt, at politikerne er kommet til fornuft. Fedt- og sukkerafgifterne betød tab af arbejdspladser i Danmark, og de gav ikke nogen forbedring af folkesundheden, så de var fejlskud, som vi nu heldigvis slipper for, siger en glad forbundsformand Ole Wehlast.
Ros til Corydon
Han sender i særdeleshed roser til den socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon:
-Han gav på forbundets kongres sidst i september udtryk for, at vores argumenter for at afskaffe fedt- og sukkerafgifterne var forstået, og han ville tage tilbage til Christiansborg og forsøge at skaffe et flertal for at afskaffe dem. Det har han levet op til. Det viser i al sin enkelthed det positive i, at vi har fået en anden regering, siger Ole Wehlast, der samtidig langer ud efter de borgerlige partier for ikke at have vist handlekraft:
- Det er sørgeligt og en ren ynk at høre venstre og de konservative ikke vil gå med i forliget. De burde om nogen støtte op om erhvervslivet i Danmark og hjælpe med at sikre væksten. Men det er det sædvanlige med dem.
Fedtafgiften blev besluttet under den tidligere regering og trådte i kraft 1. oktober 2010, mens sukkerafgiften er vedtaget under den nuværende regering og skulle være trådt i kraft til årsskiftet. Men i takt med at både Fødevareforbundet NNF og diverse branche- og arbejdsgiverorganisationer kunne påpege, at afgifterne ikke virkede efter hensigten, men tværtimod gik ud over produktion og beskæftigelse i Danmark, kom flere og flere fra den politiske scene på andre tanker.
Enhedslisten er med
I går blev det så en realitet, at regeringen ikke kunne nå til enighed med den borgerlige opposition om at sløjfe de to afgifter. Nu har Enhedslisten så nikket ja til en skattepakke, som indebærer eliminering af de to afgifter.
De 2,4 milliarder kroner, der kommer til at mangle i indtægter for staten, skaffes i stedet over skatterne. Bundskatten forhøjes med 0,19 procent og personfradraget sænkes med 900 kroner.
Enhedslistens finansordfører Frank Aaen bekræfter over for Morgenavisen Jyllands-Posten sit partis ja til reformen, selv om han gerne havde set en bedre social profil i omlægningen.
-Vi kan kun være med til det, fordi vi tror på, at de, der tjener mindst, trods alt får en fordel, siger han.