Af Pia Rosager
Når der 2. april lukkes op for at danskerne kan melde sig ud af efterlønsordningen og hæve deres indbetalte bidrag til efterløn skattefrit, forventes omkring halvdelen af de 1,1 millioner tilmeldte danskere at gøre brug af muligheden.
Men kun de allerfærreste er klar over at den sjat penge, der er nok så rare at få her og nu samtidig koster dem retten til 5 års arbejde på fulde overenskomstmæssige vilkår inden efterlønsalderen. Det giver den nærmest ukendte Seniorjobordning ret til.
9 ud af 10 seniorer kan ikke få kontanthjælp
Seniorjobordningen giver ret til at få et job i sin kommunen i de sidste fem år inden efterlønsalderen, hvis retten til dagpenge er mistet. Men vel at mærke kun hvis man bliver i efterlønsordningen og med de nye stramninger af loven har man tidligst ret til Seniorjob som 58-årig.
Helt præcist betyder ordningen, at kommunen skal finde et passende job til en overenskomstmæssig løn til personer, der mister retten til dagpenge i de sidste fem år inden efterlønsordningen.
Og ordningen er særdeles attraktiv fordi omkring 94 % af de dagpengeforsikrede seniorer mellem 50-og 54 år ikke vil kunne få en eneste krone i kontanthjælp, når de ryger ud af dagpengesystemet efter 2 års ledighed. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Formuen skal spises op
Er man gift eller har blot 10.000 kr i formue er der nemlig ingen hjælp at hente fra det offentlige. Så skal ægtefællen forsørge en eller mursten, opsparring og selv en bare nogenlunde hæderlig bil spises op inden man kan gøre sig håb om at komme i betragtning til kontanthjælp.
Hver anden senior langtidsledig
Seniorjobordningen er særlig attraktiv for mennesker med en usikker jobsituation, fordi ledige seniorer ikke er i højeste kurs på arbejdsmarkedet.
Med de nyeste stramninger af retten til dagpenge, som den tidligere borgerlige regering gennemførte, står mange ledige seniorer uden forsørgelsesgrundlag efter de nu kun to års ret til dagpenge og med uhyre ringe udsigter til et nyt job og mulighed for at genoptjene retten til dagpenge. Dét kræver nemlig et års sammenhængende ansættelse at genvinde retten til dagpenge, når man først er røget ud af systemet.
Ifølge LO ender hver anden arbejdsløs senior som langtidsledig. Det vil sige, at de har været arbejdsløse i mindst ni måneder indenfor det seneste år.
Overvej nøje om du bør blive i efterlønsordningen
Går man med overvejelser om at tage mod tilbuddet om at melde sig ud af efterlønnen og takke ja til den skattefri udbetaling efter den anden april, er der derfor flere ting man bør tage med i sine overvejelser:
Man mister enhver ret til at gå på efterløn, mister ret til præmien på op til 147.500 kr. hvis man bliver på arbejdsmarkedet frem til pensionsalderen - og man mister retten til et Seniorjob, hvis man bliver ledig og er på kanten til at falde ud af dagpengesystemet.
Læs mere om konsekvneserne ved at droppe efterlønsordningen her