Som Anton Johannsen huskes af mange: Den temperamentsfulde og engagerede fagforeningsagitator. Her stadig i topform med en opsang til de delegerede på forbundets kongres i 2008, ni år efter sin afgang som forbundsformand.
Af Poul Damgård
Efter få måneders sygdom er tidligere forbundsformand Anton Johannsen onsdag aften afgået ved døden i en alder af 74 år.
Selv om det er næsten 13 år siden, Anton Johannsen forlod posten som forbundsformand i Nærings- og Nydelsesmiddelarbejdet Forbundet (NNF), som det hed dengang, så huskes han stadig vidt omkring for sit faglige engagement. Det var da også højlydt og vedvarende.
Det stod klart for alle omkring ham, hvad enten det var på talerstolen på en faglig kongres eller ved et møde med medlemmerne i kantinen på en arbejdsplads, Anton Johannsen foldede sig ud. Han var i alle årene som fagligt aktiv drevet og grebet af ildhuen for at tale og kæmpe for sine medlemmer.
Det skete med sønderjysk temperament og stædighed og en stemmeføring, som ikke lod sig overhøre. Der blev lyttet, når den af statur lille mand med de røde seler – af kollegerne i forbundet kærligt kaldet Krudtuglen – tog ordet. Og det gjorde han ofte og typisk som en af de første ved møder og kongresser, for han havde meget på hjerte, som han gerne delte med andre.
Dette med fagbevægelsen var ellers ikke noget, Anton Johannsen blev opflasket med fra barnsben. I modsætning til forholdet til sit fag: I bedstefarens slagterforretning i fødebyen Skærbæk lærte han at slagte, lave kødudskæringer og producere pølser, og det førte til en uddannelse som pølsemager på slagteriet i netop Skærbæk.
Det faglige engagement fulgte først, da han drog østover, hvor der var mere stabil beskæftigelse. Først på slagteriet i Hillerød, men snart efter i København. Her fik han sit første faglige tillidshverv som klubkasser hos Plumrose, inden han i 1969 valgtes som tillidsmand af kollegerne på Irmas nyetablerede fabrik.
Tre år senere blev det faglige arbejde en heltids beskæftigelse. Først som sekretær hos den københavnske slagterafdeling, siden som kasserer og endelig som afdelingsformand samme sted.
Engagement uden grænser!
Fra 1980 gjaldt det så de landsdækkende opgaver. I det nydannede NNF blev Anton Johannsen valgt til faglig sekretær for så fire år senere at afløse Erik Toxværd Nielsen på topposten som forbundsformand.
I de følgende 15 år var Anton Johannsen en markant faglig leder for slagteriarbejdere, bagere, møllere, sukkervare- og chokoladearbejdere, mejerifolk og tobaksarbejdere. Ikke bare i forhold til den hjemlige dialog med arbejdsgivere og landbrug, men også på det internationale plan, hvor han valgtes til præsident for de europæiske levnedsmiddelarbejdere og vicepræsident i den faglige verdenssammenslutning IUL.
For Anton Johannsen var det helt naturligt, at det grænseoverskridende engagement rakte videre, så han også lagde et stort arbejde i Burma-komiteen. Den var han formand for, også efter sin afgang som forbundsformand.
”En ordentlig tillidsmand ved, at menneskerettigheder, demokrati og faglig frihed er helt grundlæggende rettigheder, som vi må kæmpe for og forsvare over hele verden”, forklarede Anton Johannsen sit internationale engagement.
Et lysende eksempel!
Det faglige arbejde, og hvad det førte med sig, optog i sagens natur rigtig mange af ugens timer. Men Anton Johannsen sørgede også for at have tid til en aktiv fritid. Den store lidenskab var lystfiskeri, gerne i de norske elve, ligesom et slag kort med høje og højlydte meldinger og bank i bordet stod højt på den private dagsorden.
Og så havde han en solid basis i familielivet og ægteskabet med gårdmandsdatteren Gerda hjemme fra Sønderjylland, som han nåede at være gift med i 54 år og få to børn sammen med.
Efter tiden som forbundsformand flyttede Gerda og Anton tilbage til det sydjyske, nærmere betegnet Kolding, hvor Anton Johannsen sov ind på sygehuset onsdag aften.
Forbundsformand Ole Wehlast modtog meddelelsen om en af sine markante forgængeres død med stort vemod:
-Jeg vil altid huske Antons engagement og handlekraft og hans stædige kamp for medlemmernes interesser. Synd han ikke fik et længere otium, men mindet om ham lever videre. Han vil på mange måder stå som det lysende, eksemplariske eksempel på en faglig leder, der aldrig glemte, hvem han kæmpede for, siger Ole Wehlast.
