-Den sociale dumping er et udtryk for en pervers opfattelse af, hvad fri konkurrence er, og hvordan fri konkurrence kan skabe velstand og velfærd. Det er i alles interesse, at social dumping bekæmpes!
Så klart gjorde forbundsformand Ole Wehlast de delegerede ved IULs kongres i Geneve opmærksom på, hvor Fødevareforbundet NNF står i spørgsmålet om social dumping.
IUL, der er den internationale organisation for fødevarearbejdere, har dedikeret denne onsdag til at diskutere udfordringerne omkring social dumping.
Fra alle verdensdele har delegerede været på talerstolen og fortalt, hvordan deres kolleger bliver undertrykt og presset af arbejdsgivere, der kæmper for at undvige overenskomster og ordnede ansættelsesforhold.
Uhyrligt lav løn, arbejdsdage på over 12 timer, ingen pension, sygesikring eller regler om arbejdsmiljø er dagligdagen for tusindvis af fødevarearbejdere verden over.
For de danske fødevarearbejdere er udfordringerne ikke så direkte, for på de danske virksomheder bliver alle ansat med en overenskomst, der sikrer både løn og ordnede arbejdsforhold. Men det mener arbejdsgiverne er for dyrt, og derfor vælger de i stadigt stigende grad at rykke arbejdspladserne til lande, hvor de kan slippe af sted med at hyre billig kolonnearbejdskraft.
Derfor er kampen mod social dumping også forbundets kamp, og derfor skal løsningen på problemet findes i det internationale arbejde.