Af Claus Gjedsig.
På slagteriet i Brørup har man ikke længere kapacitet til at slagte søer, og har derfor indledt samarbejdet med Sevel Slagteri.
I øjeblikket er de 18 medarbejdere på Sevel Slagteri på fordeling. Desuden har de været på kursus.
– Det er for tidligt at sige, hvad samarbejdet munder ud i, men jeg ser lyst på fremtiden. Nu går vi i gang med at ændre produktionslinjerne, så de kan klare de store søer. Jeg forventer, at vi kan gå i gang med at slagte søer omkring 1. juli eller 1. august, siger administrerende direktør på Sevel Slagteri Niels Rauff Hansen.
På grund af svigtende leverancer har det lille vestjyske slagteri været inde i en turbolent periode.
– Vi har dygtige medarbejdere, som vi gerne vil beholde. Derfor blev der indført arbejdsfordeling frem for at fyre. Nu håber jeg, at vi valgte den bedste løsning, for vi kunne have tilpasset produktionen med 13 til 15 medarbejdere, siger Niels Rauff Hansen.
Afdelingsformand Steen Hartmann, Fødevareforbundet NNF Midtvestjylland, er glad for, at ordren er kommet i hus.
– Jeg blev ringet op for et par måneder siden og havde forhandlinger med ledelsen på Sevel Slagteri. I stedet for fyringer foreslog jeg arbejdsfordeling, og at medarbejderne kom på SVU-kurser. Blandt andet kom flere udenlandske medarbejdere på danskkursus På den måde undgik vi fyringer, siger Steen Hartmann.