Nyhed

Organiser, kæmp og vind

Den internationale organisation for fødevarearbejdere (IUL) afholder i denne uge sin 26. kongres i Geneve. Fødevareforbundet NNF deltager, og målet er at ”Organisere, kæmpe og vinde”.

Den internationale organisation for fødevarearbejdere (IUL) afholder i denne uge sin 26. kongres i Geneve. Fødevareforbundet NNF deltager, og målet er at ”Organisere, kæmpe og vinde”.

Af Emilia Maria van Gilse

Europæere, amerikanere, sydamerikanere, afrikanere, asiater…
Fra hele verden er repræsentanter for fagforeninger, der organiserer fødevarearbejdere, samlet 4 dage i Geneve for sammen at diskutere og finde løsninger på de udfordringer fødevarearbejdere står overfor verden rundt.

Under overskriften ”Organiser, kæmp og vind” er forholdene for alverdens fødevarearbejdere sat på dagsorden.

Fokus på det internationale
Kampen for ordnede forhold for arbejdstagere har altid haft et internationalt sigte. Men i de senere år er vigtigheden af at stå sammen på tværs af lande, kulturer og sprog blevet endnu vigtigere, forklarer forbundsformand Ole Wehlast:

-Mange af de udfordringer vores medlemmer står overfor i dag, er skabt af det globaliserede arbejdsmarked. Det gælder ikke mindst den sociale dumping, der er en direkte konsekvens af, at arbejdsgiverne spekulerer i at finde og udnytte den billigst mulige arbejdskraft. Derfor skal løsningerne også findes i det internationale fællesskab.

Han understreger samtidig, at netop deltagelsen i det internationale samarbejde er en af forbundets væsentligste opgaver:

-Vi har et solidarisk ansvar overfor vores kollegaer rundt om i verden. Vi skal stå sammen i kampen mod griske arbejdsgivere, også selvom det ikke direkte rammer vores danske kolleger. Omvendt kæmper andre fagforeninger også mod, at vores arbejdspladser uden videre kan eksporteres til lavtlønslande. Det er styrken ved international solidaritet, og det er en opgave som kun kan løftes af rigtige fagforeninger. Der er en grund til at ”de gule” foreninger ikke har plads i de internationale samarbejdsorganer…

Omkring 500 delegerede fra 161 lande deltager i kongressen, der slutter på fredag.

Læs mere IULs hjemmeside IULs hjemmeside