Nyhed

Nyt liv i nordjysk mejeri

Arla har indgået aftale med amerikansk virksomhed, som forarbejder en bestemt type mælk til helseprodukter. Det skal ske på det lukkede Hirtshals Mejeri.

Der kommer igen liv i Hirtshals Mejeri. Det er den amerikanske virksomhed La Belle, der vil bruge mejeribygningerne i Hirtshals til at forarbejde colostrum, som er den mælk, koen producerer de første døgn, efter at den har kælvet.

Kalven drikker ikke al mælken, og landmændene må ikke bruge den overskydende mælketype til at producere mejeriprodukter. Men La Belle kan buge colostrum til at producere blandt andet kosmetik, kosttilskud og helseprodukter.

Hirtshals mejeri.jpg
Nu kommer der igen liv i Hirtshals Mejeri (Foto Axel Søgaard)

Genåbningen i Hirtshals vækker glæde hos formanden for Fødevareforbundet NNF Nordjylland, John Christiansen:

– Det er en nyhed, jeg modtager med kyshånd. Vi har virkelig brug for arbejdspladserne i Nordjylland. Både store og små. Og den kvalificerede arbejdskraft har vi. Alene på mejeriet i Hjørring kommer mange til at stå uden arbejde, når det lukkes helt ned i begyndelsen af 2013. Desuden har vi stadig en række mejeriarbejdere fra det lukkede mejeri i Hirtshals, som endnu ikke har fundet nyt arbejde, siger John Christiansen.

La Belle vil begynde sin produktion på Hirtshals Mejeri senere på året. Aftalen gælder indtil videre i fem år.

Hvor mange, der i første omgang skal ansættes, vides ikke. Arlas pressechef, Theis Brøgger, siger, at det i staten vil være begrænset.

– Men efterhånden, som produktionen vokser, vil der blive brug for flere medarbejdere, siger han.