Af Emilia Maria van Gilse
På Landbrug og Fødevares årsmøde den 7. juni indrømmede den tidligere skatteminister Kristian Jensen (V), at fedtafgiften ”nok ikke er det mest geniale, som der er fundet på i min tid som skatteminister”.
Ifølge Effektivt Landbrugblev den udtalelse mødt med stort bifald fra de 350 tilstedeværende, og forbundsformand Ole Wehlast opfordrer nu politikerne på Christiansborg til at erkende fejlslaget og trække fedtafgiften til bage:
-Man skal aldrig være for stor til at indrømme, at man har taget fejl. Og er det altid tilladt at blive klogere. Hvis man er sig sit ansvar bevidst, tør man derfor også rulle forkerte beslutninger tilbage, siger Ole Wehlast.
Kæmpe til min dødsdag
Fødevareforbundet NNF har siden fedtafgiften første gang blev luftet som idé, kæmpet imod den. Det har hele tiden været forbundets opfattelse, at fedtafgiften kun vil få en eneste effekt; nemlig at danske arbejdspladser lukker.
Hidtil har politikere fra alle sider af Folketinget holdt fast i afgiften, der skaffer staten 1,5 milliarder i indtægter, men med Kristian Jensens udtalelser, vakler fundamentet under afgiften.
De 1,5 milliarder brugte den tidligere regering til at give endnu en omgang skattelettelser, og den nuværende økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager indrømmer, at hun ikke umiddelbart kan se, hvor man ellers kan skaffe 1,5 milliarder fra.
Men den køber Ole Wehlast ikke:
-Jeg vil til min dødsdag kæmpe mod fedtafgiften, simpelthen fordi den er urimelig. Og jeg har ikke tænkt mig at acceptere, at regeringen ikke har modet til at gøre noget ved den afgift, som alle nu står i kø for at kritisere. De må rulle skattelettelserne tilbage! Det kan ikke passe, at skattelettelser på denne måde koster danske arbejdspladser.
Udover fedtafgiften, der trådte i kraft 1. oktober 2011, spøger endnu en afgift i horisonten, nemlig sukkerafgiften, der træder i kraft den 1. januar 2013.
-Måske har politikerne ikke mod og vilje til at droppe fedtafgiften. De har jo allerede brugt pengene på skattelettelser. Men sukkerafgiften kan de nå at gøre noget ved. De har mulighed for at lære af deres fejltagelser og tage sukkerafgiften af bordet. Det er pinligt at høre både Kristian Jensen og Margrethe Vestager tage afstand fra den afgift de selv har indført, og det gør næsten ondt, når de - trods bedre vidende – kører videre i samme spor, siger Ole Wehlast.
Han har tænkt sig at fortsætte kampen mod fedt- og sukkerafgiften så længe det er nødvendigt.
På Folkemødet i Allinge på Bornholm deltager Ole Wehlast i en debat om fremtidens fødevarepolitik med Bjarne Lausten (S) og formanden for Landbrug og Fødevare Niels Jørgen Pedersen.Det er fredag den 15. juni kl. 16:15 i Fødevareforbundet NNFs stand på Ydermolen på Allinge havn, og alle er velkomne.