Nyhed

Søndags-demo foran Danish Crown i Essen

Planerne om at indføre søndagsslagtning på DCs slagteri i Essen er nu droppet. De havde ellers fremkaldt protester fra den katolske lønmodtagerorganisation KAB, som i den konkrete sag støttes af fagforbundet NGG. Alligevel blev der søndag demonstreret

Af Sven Fechner

Cirka 200 lokale borgere, lønmodtagere, bedriftsrådsmedlemmer og repræsentanter for henholdsvis den katolske lønmodtagerorganisation KAB (Katholische Arbeitnehmer-Bewegung Deutschlands) og fagforbundet NGG var i går søndag den 26.2. kl. 21 mødt op foran porten hos Danish Crown Fleisch i Essen/Oldenburg.

Dette skete, fordi KAB og NGG via dagspressen og Facebook havde kaldt til et protestmøde imod start af slagtningerne om søndagen – en plan, som Danish Crown for nyligt havde indført på virksomheden.

Demonstrationen fandt sted, selv om Danish Crown kort før weekenden og efter tre forsøgsdage allerede havde skrinlagt søndagsslagtningen igen.

Støttet af både katolske og protestantiske biskopper samt tysk fagbevægelse ville demonstranterne alligevel give udtryk for deres modstand mod søndagsarbejde.

Protester ikke årsag til tilbagetog
Baggrunden for at ikke at fortsætte søndagsslagtningen er, at de planlagte slagtetider alligevel ikke kunne passes ind i den samlede produktionsplan, siger Danish Crown -direktør Jürgen Focke til NWZ-online.

Matthias Brümmer, NGG-chef i region Oldenburg siger, at uafhængig af forskellene i grundlæggende religiøse holdninger er det NGGs og tysk fagbevægelses grundholdning, at weekenderne som udgangspunkt er hviledage.

- Medarbejderne skal her kunne passe deres familier, deres hobbies og de skal kunne rekreere fra en hård arbejdsuge. Får vi kun arbejdsdage fremover, bliver alle dage til hverdage og vi har ingen søgne- og helligdage længere, påpeger han overfor nnf.dk.

- At det er lykkedes at udskyde slagtestarten fra søndag aften til mandag morgen klokken to i stedet, er jo ikke ensbetydende med, at der ikke skal arbejdes om søndagen på andre produktionsområder hos DC Fleisch, understreger Brümmer.

- Her ser vi gerne Danish Crown gøre en større indsats, således at søndagen kan holdes helt arbejdsfri, siger han.

Danish Crown: Målt med forskellige alen
Hos Danish Crown undrer man sig over protesterne:

- Her på slagteriet er der blevet læsset og aftransporteret slagterivarer hver søndag, og det igennem mange år. Det har der ikke været nogen, der har hidset sig op over, siger Danish Crown-direktør Jürgen Focke.

Spurgt om NGG er imod søndagsarbejde for eksempelvis politibetjente, sygeplejersker eller bagere, svarer Matthias Brümmer:

- Jeg er overbevist om , at søndagsarbejde på visse områder er en ufravigelig del af vores moderne samfund. Og dertil hører naturligvis opretholdelse af sikkerhed og sundhed. Om bageren derimod skal bage brød om søndagen, er måske mere et spørgsmål om at opnå en ekstra indtjening, frem for spørgsmål om opretholdelse af befolkningens grundforsyning.


FAKTA:
Søndagsarbejde for og imod er og har været et gennemgående debatemne i den tyske offentlighed. Her deltager også både den protestantiske og katolske kirke i arbejdsmarkeds- og socialpolitiske diskussioner. Desuden eksisterer der en kristdemokratisk lønmodtagerfraktion indenfor tysk LO.