Nyhed

Slagterpris for kvalitet til de kræsne

Slagter Lund præmieres for at levere produkter af ypperlig kvalitet ”til det kræsne hovedstadssegment” og med dyreetik i højsædet.


”Juryen har især vægtet Slagter Lunds ypperlige kvalitet. Alle ansatte er fagudlærte og arbejder med det primære formål, at kunderne altid kan være helt sikre på ensartet høj kvalitet. Derudover er det dyreetiske i højsædet. Og netop det fokus passer glimrende til det kræsne hovedstadssegment, som butikkerne henvender sig til”.


Sådan lyder en del af begrundelsen for, at Slagter Lund i dag fik overrakt Slagterprisen 2012, som hvert år uddeles af Landbrug & Fødevarer.


Slagter Lund er et rigtigt familieforetagende. For tiden i gang med en glidende overgang fra anden til tredje generation. Jan lund, der er ved at overtage fra faren Peter, har suppleret slagteruddannelsen med en uddannelse som kok og bl.a. hentet inspiration fra det velrenommerede Søllerød Kro i sin udvikling af konceptet hos Slagter Lund.

Tradition og fornyelse
Der har været forretning på Peter Bangs Vej på Frederiksberg i 60 år. Nu er der også en afdeling i Torvehallerne, trendy marked tæt på Københavns City. Udskæring, pølseproduktion og lager er i øvrigt henlagt til lokaler i Valby.


30 faguddannede medarbejdere, heriblandt to kokke, sørger for at leve op til både tradition og fornyelse. Catering, bestilling over nettet og levering af færdigretter til netsupermarkeder supplerer det traditionelle salg til kunder, som flokkes i stort tal ved indkøbsdiskene.


Bøfferne i Slagter Lunds butikker har som levende kvæg oftest græsset på jorder ved Mariager Fjord, mens svinekødet kommer fra Skarresøe på Vestsjælland. Fisk købes fra samarbejdspartnere på Københavns Fisketorv, og frugt og grønt leveres direkte fra det lokale grønttorv.

Kærlighed bag produkterne!
Anders Lind Christiansen er i lære hos Slagter Lund. Selv om Anders bor i Faxe og bruger en times tid på at komme på arbejde og det samme på at komme hjem igen, synes han, det er dejligt at møde på jobbet.


Lærling Lind.jpg

Anders Lind Christiansen synes det er rigtig, rigtig fedt at være i lære hos Slagter Lund.


-Det er rigtigt, rigtig fedt at være her. Også fordi der er den historie bag, siger den 24-årige butikslærling, som fremhæver muligheden for at arbejde med så mange forskellige produkter og varer som et stort plus ved uddannelsen hos Slagter Lund.

-Vi laver selv det hele fra bunden. Så jeg ved virkelig, hvad det er jeg sælger til kunden, når jeg ekspederer. For jeg har også stået i produktionen og lavet medister, spegepølser, grillpølser og alt det andet, fortæller Anders. Og tilføjer, at ”der er lagt kærlighed i tingene”.


Den holdning kunne direktør Søren Gade fra Landbrug & Fødevarer kvittere for med overrækkelsen af Slagterprisen i dag.
23/8-2012