Af Claus Gjedsig.
Administrerende direktør Lars Staunsbæk, der ejer mejeriet sammen med sin bror, Niels Staunsbæk, der er teknisk chef, siger, at det vil betyde flere arbejdspladser, men vil ikke sætte tal på, hvor mange.
Ansættelserne vil ske løbende i takt med investeringerne, der skal løfte produktionsniveauet fra 11 millioner kilo ost om året til det firedobbelte.
Mammen Mejeri, der ligger i Østjylland, er Danmarks næststørste målt på indvejet liter råmælk. I løbet af de sidste fem år har man fordoblet omsætningen til over 400 millioner kroner.
– Det kræver investering i nyt anlæg, når der skal fremtidssikres. Anlægget skal være hundrede procent optimeret, når det gælder forbrug af energi, miljø og arbejdsmiljø.
På Mammen Mejeri, der også driver Drøsbro Mejeri, tager man med investeringerne for alvor kampen op mod ostemarkedet største aktør Arla Foods.
– Er der ti meter kølereol med mejeriprodukter i en dansk butik, står der måske Arla-produkter på 9,50 meter af dem, og det, vi går efter, er at komme ind på den sidste halve meter. Men den er der også konkurrence om.
På Mammen Mejeri produceres der primært gule oste af typerne Danbo, Samsø og Havarti, hvor der på Drøsbro Mejeri primært produceres blåskimmeloste og hvide oste.
Der er i dag omkring 70 ansatte på de to mejerier.
Poul Erik Faarkrog, der er forbundssekretær på mejeriområdet i Fødevareforbundet NNF er rigtig glad for, at der er nogen, der tror på mejeridrift i Danmark og investerer i det.
– Og så er det selvfølgelig et stort plus, at det skaber nye arbejdspladser, siger han.
23/8-2012