Nyhed

Finanslov: Mange gode initiativer, men også mangler!

Dagens mest positive udmelding har slet ikke med finansloven at gøre: Forbundsformand Ole Wehlast glæder sig over skatteministerens tilsagn om at ville droppe fedt- og sukkerafgifterne.


Regeringens forslag til finanslov rummer en række gode satsninger og initiativer, som kan styrke beskæftigelsen og uddannelserne, noterer forbundsformand Ole Wehlast.

Han ser forslaget som et godt udtryk for, at regeringen træder i karakter og på en ansvarlig måde vil sætte gang i beskæftigelsen samtidig med, at der skal rettes op på økonomien.

-Blandt mange gode initiativer er prioriteringen af et uddannelsesløft til de ledige. Men alt er ikke perfekt, og her savner jeg så en afgørende håndsrækning til dem, der står for at falde ud af dagpengesystemet som følge af den forkortede dagpengeperiode. Det må forhandlingerne rette op på, siger Ole Wehlast.

Fornuften sejrer!
Forbundsformanden for Fødevareforbundet NNF tilføjer, at den største opmuntring i dagens politiske udmeldinger kommer fra skatteminister Thor Möger Pedersen. Ministeren bekræfter i dagbladet Børsen, at regeringen her i efteråret vil tage initiativ til at fjerne de aktuelle fedt- og sukkerafgifter.

-Det er glædeligt, at regeringen på den måde lader fornuften sejre. Det giver ikke mening at lægge afgifter på mad, når man kan se, at det slet ikke har den sundhedsmæssige effekt, som skulle være meningen, men i stedet skader beskæftigelsen i Danmark, siger Ole Wehlast.

Skatteministeren lægger op til en eliminering af de to afgifter gennem en forhøjelse af personskatten.

Fedtafgiften blev indført 1. oktober sidste år, mens sukkerafgiften er vedtaget til at virke fra næste årsskifte.