Nyhed

OK 2012: De nye overenskomster stemt hjem

66,8 % af forbundets medlemmer har stemt ”ja” til deres nye 2-årige overenskomst

Efter mange måneders forhandlinger og efterfølgende afstemningsperiode er der nu ro på det private arbejdsmarked. Et samlet arbejdsmarked har nemlig stemt de nye overenskomster hjem, og dermed har knap 500.000 arbejdere fået en ny 2-årig overenskomst.

Det gælder også de knap 14.000 medlemmer af Fødevareforbundet NNF, der har fået forhandlet nye overenskomster på plads.

I alt har 66,8 % valgt at sætte deres kryds ved ”Ja” ud af de 53 %, der havde valgt at benytte lejligheden til at give deres mening tilkende. Dermed har Fødevareforbundet NNF den højeste stemmedeltagelse sammenlignet med de øvrige LO-forbund, hvor den gennemsnitlige stemmeprocent ligger på 29 %.

Tilfredshed trods alt
Topforhandler og næstformand Jens Peter Bostrup, tager afstemningsresultatet til efterretning og glæder sig over resultatet:

-Det er første gang i nyere tid, at vi har indgået selvstændige forlig på alle områder. Det betyder dels, at medlemmerne har fået nogle nye overenskomster, der er skræddersyede til de forskellige områder, og så betyder det, at vi nu er enige med arbejdsgiverne i, hvordan rammerne for medlemmerne arbejdsliv ser ud.
Jens Peter Bostrup indrømmer samtidig, at det har været nogle af de hårdeste forhandlinger i mange år:

-Vi har hele tiden vidst, at der ikke var meget at komme efter, og vi har derfor frygtet, at det kunne ende med, at vi mistede mere, end vi fik. Sådan er det netop gået på andre områder, hvor arbejdsgiverne er kommet igennem med muligheden for at få medarbejderne til at arbejde mere, men uden at betale mere for det.

Han fremhæver også, at forbundet ikke er gået med til at lave ordninger, hvor ældre medarbejdere kan bruge deres pensionsopsparing på at gå ned i tid.

Vejen frem
Jens Peter Bostrup mener altså alt i alt, at forbundet og dets medlemmer er kommet styrket ud af overenskomstforhandlingerne 2012.

-Det, at vi blev omfattet af mæglingsforslaget i 2010 har gjort, at vi har måttet kæmpe ekstra meget med arbejdsgiverne i den mellemliggende periode. I og med at vi denne gang er blevet enige med arbejdsgiverne om, hvordan overenskomster skal se ud, håber jeg, at vi kan lægge de mange uenigheder bag os, og fokusere på at fastholde arbejdspladser i Danmark.

Han bider samtidig mærke i, at flere økonomer peger på, at den værste del af krisen er overstået, og håber derfor på, at overenskomstforhandlingerne i 2014 vil foregå i et noget mere positivt lys.