Nyhed

Claus Meyer-sager skal afsluttes 24. april

Claus Meyers direktør har i dag givet Fødevareforbundet NNF håndslag på, at lukke sagerne om to voksenlærlinges krav på ca. en kvart million kr. den 24. april og forhandle medarbejdernes ønske om overenskomst.

Inden Claus Meyers direktør Tage Nielsen i dag drager til USA, nåede han at afgive et længe ventet løfte til Fødevareforbundet NNF.

24. april vil Tage Nielsen mødes med forbundssekretær Flemming Mogensen for at få afsluttet de to sager, hvor Claus Meyer skylder to voksenlærlinge ca. en kvart million kr. i løn, pension, ferie og fridage og omfattende overarbejde i Meyers bageri.

Samtidig har Tage Nielsen bekræftet overfor Fødevareforbundet NNF, at der også på dette møde vil komme en afklaring om Claus Meyers ansatte får deres ønske om overenskomst opfyldt.


-Om vi går derfra med lærlingenes tilgodehavender og en overenskomst for de øvrige ansatte ved vi først, når vi forlader lokalet den 24. april. Men jeg vælger at være optimistisk, siger Flemming Mogensen.

-Ingen har interesse i, at sagerne trækker yderligere ud. Og en dygtig forretningsmand vurderer naturligvis også, hvor længe hans tidligere uplettede brand kan tåle at blive devalueret, siger Flemming Mogensen.