Af Claus Gjedsig. Foto: Jens Bach.
Lykke Maagaard fra Ejvinds Bageri i Hvide Sande og Esben Duus, Rathjes Bageri i Egernsund, begge 21 år, blev meget overraskede, da de blev spurgt, om de ville repræsentere Danmark ved Europamesterskaberne for unge bagere, der finder sted i Weinheim i Tyskland i dagene 19. til 21. september. De kommer nemlig med på afbud.
De unge bagere, der skulle have været med, har alle meldt fra.
- En har fået arbejde på kongeskibet Dannebrog og en anden er rejst til Australien. Men heldigvis har vi nogle fantastiske reserver, som nok skal klare sig i den krævende konkurrence, siger faglærer Lars Jacobsen, bagerfagskolen på Uddannelsescenter Holstebro, der har coachet de to en gang om ugen den senere tid. Sammen med bagerfaglærer Niels Jørgen Fonnesbæk, samt Claus Nielsen og Erik Jensen fra Det Faglige Fællesudvalg tager han med de unge bagere til Tyskland.
Træt af det
Esben Duus føler, at han i det daglige har et meget spændende arbejde, men indrømmer også, at han nok ikke har konkurrence-genet.
– Jeg er ved at være træt af det. Godt, det snart er overstået, siger Esben, der blev nummer tre ved Skills i år.
Lykke Maagaard glæder sig ”helt vildt” og er meget stolt over at være udtaget. Hun blev nummer tre ved udtagelseskonkurrencen på UCH i Holstebro, og deltog således ikke ved Skills, som Danmarksmesterskaberne for unge bagere i dag kaldes.
I bageriet i Hvide Sande arbejder Lykke udelukkende med konditorkager, og har derfor haft lidt problemer med
igen at skulle bage brød. – Men det kommer og topper, når vi er i Tyskland, siger hun.
18 lande deltager
Der deltager 18 lande i mesterskaberne, og de skal konkurrere i store brød, små brød, bløddej, wienerbrød og skueting. Esben har valgt at lave et skuestykke, mens Lykke laver en cirkuskage.
- Temaet er ”Cirkus”, og det betyder, at vi jo kan klovne os gennem konkurrencen. Det gør vi ikke bogstaveligt, men vi vil gerne vise, at det er sjovt at være bager. Publikum, altså kunderne, skal have en oplevelse, siger Esben og Lykke.
Forbudssekretær Flemming Mogensen, Fødevareforbundet NNF, siger, at det er de ypperste inden for unge bagere, der repræsenterer Danmark ved Europamesterskaberne.
- Vi er meget stolte af vores unge bagere. Vi kan både se og smage, at de går hundrede procent ind for deres håndværk. Derfor fortjener de at komme til tops ved disse mesterskaber. Vi bakker op alt det, vi kan, siger Flemming Mogensen.