Nyhed

OK 2012: Tryghed og bløde værdier

For medarbejderne på slagteriet Tican i Thisted er det vigtigt, at den kommende overenskomst indeholder ”goder”, der ikke kan forsvinde igen

For medarbejderne på slagteriet Tican i Thisted er det vigtigt, at den kommende overenskomst indeholder ”goder”, der ikke kan forsvinde igen

Af Emilia Maria van Gilse

Der er godt gang i den på slagteriet Tican i Thisted tirsdag den 27/9. I kantinen kommer og går folk hele tiden, og de vil gerne bruge deres pauser på at diskutere overenskomstkrav med forhandlerne fra Fødevareforbundet NNF.

I lighed med kollegerne på Danish Crowns slagterier og de øvrige fødevareindustrivirksomheder OK-bussen har besøgt, vægter medarbejderne på Tican tryghed højt. Men det betyder ikke, at medarbejderne ikke har krav til overenskomstforhandlingerne, blot er det krav til forbedringer, som virksomheden ikke kan slippe for ved at ændre på lokalaftalerne.

-Hvis overenskomstforhandlingerne munder ud i lønstigninger, skal de lægges på timelønstillægget, så vi er sikre på at kunne se forskellen på lønsedlen, forklarer tillidsrepræsentant Peter Uno.

Samtidig har medarbejderne ifølge ham fokus på de bløde værdier:

-Vi har de seneste år oplevet, at arbejdsgiverne har været kreative, når det kommer til at udnytte rammeaftalen. Folk løber hurtigere og hurtigere uden at få mere for det, og det betyder, at mine kollegaer efterspørger goder, der ikke kan forsvinde igen.

Peter Uno deler sin kollega på Tican i Fjerritslevs Kjeld Rasmussen opfattelse af, at medarbejderne på Danish Crowns slagterier umiddelbart er mere truet, når det drejer sig om at flytte produktionen til udlandet. Men det betyder under ingen steder, at den hellige grav er velforvaret for medarbejderne på Tican:

-Hvis Tican skal klare den, skal vi hele tiden være bedre end Danish Crown. Ellers risikerer vi, at leverandørerne vælger Danish Crown eller udlandet i stedet, og så er løbet kørt for os.

Onsdag aften besøger OK-bussen aftenholdet på Kelsens småkagefabrik i Nr. Snede.