Medarbejderne på Danish Crowns slagteri i Sæby har ikke de store OK-krav. Men bedre uddannelse, højere fratrædelsesgodtgørelse og en seriøs seniorpolitik vil være klare forbedringer
Af Emilia Maria van Gilse
-Vi får stort set det, vi gerne vil have!
Sådan lyder svaret fra en gruppe medarbejdere på slagteriet i Sæby, da forbundssekretær Flemming Mogensen spørger dem om, hvad de gerne vil have med i overenskomstforhandlingerne til foråret.
Svaret kommer med et smil om munden, og selvom medarbejderne da godt kan komme i tanke om små-forbedringer hist og pist, så ændrer det ikke på, at medarbejderne i det store hele er godt tilfredse.
Lønnen er der ikke rigtig nogen, der snakker om, men flere penge til aftrædelsesgodtgørelser og uddannelse afføder en vis debat. For medarbejderne på slagteriet i Sæby frygter for deres job, ligesom slagteriarbejdere over hele landet gør det. Så kravet om tryghed og uddannelse lyder også fra det nordjyske slagteri.
En tilfreds lærling
Debatter om overenskomstkrav bliver ofte til en snak om alt det, der ikke er godt nok. Men hvorfor bare kræve ind, hvis man i virkeligheden er mere end tilfreds for det man har?
Jeanette Larsen er 28 år og arbejder som lærling, og hun mangler ikke noget:
-Man kan ikke få det bedre, end jeg har det! Jeg har aldrig nogensinde været så glad for at gå på arbejde, som jeg er her. Jeg har en fantastisk mester, og vi har det godt med hinanden. Vi behandler hinanden godt, og det er en fornøjelse at være på arbejde, forklarer Jeanette Larsen.
Men ude i horisonten kan hun godt se, at udfordringerne komme. Med sine 28 år kan hun se frem til først at kunne gå på pension som 71-årig, og det tvivler hun på, at hendes krop kan holde til:
-I den her branche tror jeg simpelthen ikke på, at man kan holde så lang tid. Og det håber jeg der bliver taget hensyn til i overenskomsterne fremover, lyder opfordringen fra Jeanette Larsen.
Samme krav kommer hendes ældre kollegaer, der gerne ser en seriøs seniorpolitik.
Næste stop på dagens bus-program er Slagter Krabbei Brønderslev