Nyhed

OK 2012: Mere i løn

OK-bussen har netop besøgt medarbejderne på Danish Crowns slagteri i Horsens. Og selvom de ikke ligefrem afviser mere tryghed, så peger de, som nogle af de få, på mere i løn som krav til forårets overenskomstforhandlinger

OK-bussen har netop besøgt medarbejderne på Danish Crowns slagteri i Horsens. Og selvom de ikke ligefrem afviser mere tryghed, så peger de, som nogle af de få, på mere i løn som krav til forårets overenskomstforhandlinger

Af Emilia Maria van Gilse

Med omkring 1300 slagteriarbejdere er Danish Crowns slagteri i Horsens landets største. Det er samtidig også det mest moderne, og selvom krisen kradser i branchen, så er det næppe medarbejderne på DC Horsens, der står først for tur, hvis slagterikoncernen vælger at sende mere produktion ud af landet.

Det afspejles også i de krav medarbejderne har til forårets overenskomstforhandlinger. For mens alle deres kollegaer – også kollegaerne i de andre fødevarebrancher – peger på mere tryghed som det altafgørende krav, så ønsker medarbejderne i Horsens mere i løn:

-Reallønnen skal som minimum sikres, slår en fast.

Han bakkes op af sin nabo ved frokostbordet, der ikke kan se, hvordan lønnen ikke skal stige:

-Lavere løn kan kun lade sig gøre, hvis leveomkostningerne i Danmark falder tilsvarende. Vi får den løn, vi skal have for at kunne bo i Danmark, siger han.

Men når ønsket om en højere løn er slået fast, så dukker krav om øget tryghed alligevel også frem:

-I dag er det simpelthen for nemt at fyre folk som os. Det skal være langt, langt dyrere for virksomheden at afskedige medarbejdere. Det skal være sådan, at virksomheden tænker sig om to gange og ikke bare fyrer løs, siger en slagteriarbejder.

Da tiderne var anderledes, kunne en fyret slagteriarbejder næsten være sikker på at kunne finde et nyt job med det samme. Sådan er det ikke længere, og det bør afspejle sig i fratrædelsesgodtgørelser og uddannelsesmuligheder, lyder opfordringen fra DC Horsens.

For en ting er at få en pose penge, når man forlader virksomheden, noget andet er overhovedet at kunne komme videre i sit arbejdsliv. Og her kan eksempelvis øget mulighed for uddannelse i opsigelsesperioden gøre en væsentlig forskel, mener medarbejderne i Horsens.