På Bæchs Konditori i Hobro kom snakken med medarbejderne hurtigt til at dreje sig om uddannelse. Hvorfor, hvem og hvornår?
Af Emilia Maria van Gilse
Den smukkeste morgensommersol hænger lavt over sensommer-Danmark, da OK-bussen ruller op foran Bæchs Konditori i Hobro. I kantinen spiser medarbejderne morgenmad, og diskussionen mellem medarbejderne og overenskomstforhandlerne fra Fødevareforbundet NNF går livligt.
Det er dog ikke løn, der fylder meget:
-Vi forventer ikke det helt store. Det er jo krisetider, som en af medarbejderne tørt konstaterer.
I stedet kommer debatten hurtigt til at dreje sig om uddannelse.
For selvom der er bred enighed om, at uddannelse er vigtig, så er der også enighed om, at det er svært at få gang i uddannelsesplanlægningen.
Både virksomheden og medarbejderne vægrer sig ved at sende folk på uddannelse. Og hvad gør man så?
Skal medarbejderne selv have lov til at bestemme om de vil på uddannelse eller ej?
Skal virksomheden tvinges til at sende folk af sted?
Skal uddannelse ske i arbejdstiden, eller skal det være nemmere at sende folk på uddannelse udenfor arbejdstid?
Hverken medarbejderne eller forhandlerne har svaret på disse spørgsmål.
Til gengæld er der enighed om, at medarbejdere, der bliver afskediget på grund af produktionsnedgang, skal sikres mulighed for uddannelse under opsigelsesperioden. I den situation har medarbejderen et presserende behov for at uddanne sig videre til et nyt job, og arbejdsgiverne har sjældent den store glæde af medarbejdere, der ved at deres dage på virksomheden er talte.
Og hvordan man så generelt sikrer gode uddannelsesmuligheder, det må man finde ud af; medarbejdere, arbejdsgivere og forbund i fællesskab.
