Når den borgerlige politik underminerer velfærdssamfundet, må arbejdsgiverne betale, mener 3Fs transportformand Jan Villadsen, der mandag talte til 60 af Fødevareforbundet NNFs tillidsrepræsentanter i forbindelse med opstarten af OK 2012.
Af Emilia Maria van Gilse, FotografHung Tien Vu
Der er mange vigtige politiske dagsordner i luften i disse uger. Dels befinder Danmark sig midt i en hæsblæsende valgkamp. Og dels er opvarmningen til overenskomstforhandlingerne 2012 i fuld gang.
Mandag og tirsdag var 60 tillidsrepræsentanter, der sidder enten forhandlingsudvalg og/eller overenskomstfølgegrupper, samlet til OK opstartsmøde. Og det er tydeligt, at valgkampen og overenskomstforhandlingerne på mange områder er tæt forbundne.
Det slog 3Fs transportformand Jan Villadsen fast, da han besøgte de 60 tillidsrepræsentanter.
-Vores arbejdsmarkedsmodel, den danske model, er grundlaget for den danske velfærd. Den gør det nemt for arbejdsgiverne at hyre og fyre, og hvis folk bliver ramt af ledighed, sikrer samfundet, at de bliver opkvalificeret og kan komme tilbage på arbejdsmarkedet. Den model har sikret den danske velfærd i mange år. Men 10 år med borgerligt styre har på afgørende områder ødelagt den model. De har halveret dagpengeperioden, sat loft på uddannelse, fjernet fradraget på det faglige kontingent og fjernet efterlønnen.
Ifølge Jan Villadsen kommer de kommende overenskomstforhandlinger til at skulle forholde sig til de forringelser, der er sket under den borgerlige regering. Det handler for eksempel om at sikre muligheden for uddannelse og opkvalificering. Og det bliver dyrt for arbejdsgiverne:
-Når regeringen forringer vilkårene for almindelige danskere, så bliver det arbejdsgiverne, der kommer til at betale regningen! Og det tror jeg hele fagbevægelsen er enige om. Konsekvenserne af den borgerlige politik er altså, at det bliver dyrere for arbejdsgiverne, der må samle regningen op efter de velfærdsydelser, der er blevet sparet bort, og en samlet fagbevægelse, der står skulder ved skulder for at begrænse skaderne af den førte politik.