Det vækker glæde hos både producenter og lønmodtagere i fødevarebranchen. Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug og Fødevareforbundet NNF er begge klar til at indtage et sæde i den forventede kommission. Og selv om de kommer fra to forskellige grene af branchen, er de enige om målet: At sikre arbejdspladser og bedre vilkår for de involverede.
- For os handler det om at sikre, at landbruget kan producere på bæredygtige vilkår, som igen kan sikre arbejdspladser, så landmænd og fødevarearbejdere også i fremtiden kan bidrage til vækst, velstand og velfærd i Danmark, siger forbundsformand Ole Wehlast, som repræsenterer hen ved 25.000 fødevarearbejdere på bl.a. slagterier, mejerier og bagerier.
Ikke et spørgsmål om politik
I Bæredygtigt Landbrug er der også stor begejstring for samspillet med fagbevægelsen:
- For de næsten 4000 landmænd, som vi repræsenterer, spiller partifarver eller politiske blokke ingen rolle. For os er det bare vigtigt, at der nu endelig er nogen, der tager fat på problemet, udtaler direktør Vagn Lundsteen.
Han peger på, at 1000 landbrug inden for det sidste år har måttet lukke, og at mange flere arbejdspladser i branchen er i fare for at gå tabt.
Det er endnu uvist, hvem der vil blive inviteret til at sidde med i landbrugskommissionen, men de to organisationer ser frem til at kunne byde ind med nyttige erfaringer fra hver deres del af branchen.