Af Emilia Maria van Gilse
-Jeg vil gerne slå fast. De 12 minutter er et billede på hvor meget der skal til for at skabe en bæredygtig økonomi.
Så klart forklarede forbundsformand Ole Wehlast omkring 60 af forbundets tillidsrepræsentanter, hvorfor Fødevareforbundet NNF støtter op omkring S og SFs plan.
Han slog fast, at dét fagbevægelsen har lovet er at finde 15 milliarder kroner, svarende til 12 minutters længere arbejdstid om dagen til gengæld for en sikring af efterlønnen:
-Det er ikke et spørgsmål om både og – for pengene mangler. Det vi bare skal holde fast i er, at efterlønnen ikke ryger ud med badevandet. For det kan vores medlemmer ikke leve med. Vi skal være med til at forhandle løsninger på plads, der gavner det danske samfund og vores medlemmer, forklarer Ole Wehlast.
Og det sidste er endnu en grund til, at Fødevareforbundet NNF støtter en socialdemokratisk ledet regering:
-Husk på, at med en socialdemokratisk ledet regering, vil arbejdsmarkedets parter blive inddraget i beslutningerne. Den borgerlige regering har ikke spurgt nogen før de lavede om på arbejdsmarkedsreglerne, konstaterer Ole Wehlast.
Samtidig garanterede han, at ingen får sat deres arbejdstid op uden forudgående forhandlinger:
-Jeg synes, at I som tillidsrepræsentanter kan berolige jeres kammerater med, at vi ikke bare over natten forlænger deres arbejdstid.