Forbundsformand Ole Wehlast ønsker alliance mellem landmænd, arbejdere og forbrugere til gavn for dansk fødevareproduktion.
Af Poul Damgård
-For mig er spørgsmålet ikke, om vi skal udvikle landbrug og fødevareproduktion, men hvad vi skal gøre for, at det sker.
Det fastslog forbundsformand Ole Wehlast ved tirsdag aftens stormøde om fremtiden for dansk fødevareproduktion. Det havde samlet adskillige hundrede deltagere i Vejen i Sydjylland, altovervejende landmænd.
-Jeg ved mange af jer er nervøse over, hvad det nye Folketing kan finde på af nye tiltag, der vil genere jeres muligheder for at lave en effektiv produktion. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for, at hensynet til arbejdspladserne får en fremtrædende plads, lød et af forbundsformandens budskaber til de fremmødte.
Brug for jeres hjælp!
-Men jeg har brug for jeres hjælp, fortsatte Ole Wehlast.
-I skal klart give udtryk for, at I forstår politikernes bekymring for miljø, dyrevelfærd og bæredygtighed. I bliver nødt til, at gå konstruktivt ind i arbejdet for at finde løsninger. Benægter I problemerne, så bliver I ikke inddraget i løsningerne.
-Benægter I, at der er udfordringer, så kan jeg ikke bruge jer i kampen for at finde løsninger, som vi alle kan leve med.
Kampen mod social dumping
Ole Wehlast mindede om, at ligesom tusindvis af landmænd har måttet forlade erhvervet, så er også tusindvis af Fødevareforbundet NNF’s medlemmer i de senere år blevet stillet over for en fyreseddel.
-Det er det, fordi konkurrencen er blevet så hård, og konkurrencebetingelserne er blevet så svære, at arbejdsmarkedet især i Tyskland i realiteten er brudt sammen.
-Jeg ser vores kamp mod social dumping som en del af den samme kamp, som I kæmper for at få rimelige betingelser for at producere. Hvis vi kan skabe en alliance mellem forbrugere, landmænd og arbejdere for at sikre ordentlige konkurrencebetingelser, så tror jeg, vi har en chance for at lykkes, fastslog Ole Wehlast.
-Lad os sammen finde ud af, hvad der er brug for, hvis landmænd og fødevarearbejdere også i fremtiden kan bidrage til vækst, velstand og velfærd i Danmark, lød forbundsformandens afsluttende appel ved mødet i Vejen.
Det var arrangeret af Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, som havde den sydjyske afdeling af Fødevareforbundet NNF med i et samspil omkring arrangementet.